Historien om EPJ

I 1996 offentliggjorde Sundhedsministeriet ”Handlingsplan for elektronisk patientjournal”, og amterne begyndte at anskaffe forskellige elektronisk patientjournal (EPJ)-systemer. Først i 1999 offentliggjorde Sundhedsstyrelsen ”National strategi for IT i sygehusvæsenet 2000-2002”. Man ønskede papirløse arbejdsgange, samt at journalen skulle kunne indsamle data til registre.

Et eksempel på en god EPJ, som var veludviklet på daværende tidspunkt, var Axsys, som var udviklet i Glasgow. Den havde en grundjournal med stamoplysninger og et journalmodul med aktuelle sygehistorier opdelt i afdelinger efter specialer, og det inkluderede praksissektoren. Systemet blev taget i brug på mange hospitaler i Storbritannien i 2001.

Dette system var 100 pct. læge-/patientorienteret i modsætning til nogle nye amerikanske systemer, som også indeholdt betalingsmoduler og registreringsmuligheder til forskellige registre.

Skrev til Sundhedsstyrelsen

Da man i Sundhedsstyrelsen påtænkte at starte helt fra bunden med et nyt system, troede jeg faktisk ikke, at man var klar over, at der allerede fandtes glimrende systemer uden for Danmark, så jeg skrev til Sundhedsstyrelsen og henviste til Axsys.

En af de ting, jeg skrev til Sundhedsstyrelsen, var, at det var utroligt vigtigt, at man havde samme system i alle amter. Det var dybt nødvendigt, at man kunne kommunikere og udveksle informationer på tværs af sektorer i vores lille land til gavn for patienterne.

Sundhedsstyrelsen svarede mig aldrig. Og nu har man så Sundhedsplatformen (SP) og flere andre systemer.

Den historiske udvikling af EPJ

Århus Amt satte i 1999 gang i udviklingen af EPJ, og der blev etableret en lille enhed til at stå for dette. Enheden blev døbt Det Virtuelle Hospital (DVH). Det blev senere til MidtEPJ, som er en brugervenlig EPJ udviklet i samarbejde mellem softwareleverandører, læger, sygeplejersker og sekretærer. Første udgave blev taget i brug i 2004. Systemet hed oprindeligt Columna, og efter lidt turbulens omkring modenhed og fejl blev det implementeret i komplet form på sygehusene i Aarhus i 2012. Og det virkede.

Samtidig arbejdede Sundhedsstyrelsen på et andet, langt mere udbygget system, hvor man også havde inkluderet administration og dataindsamling. I 2001 lancerede de G-EPJ: grundstruktur for EPJ, som efter en del tilretninger efter klinisk afprøvning udkom i 2004. Man forsøgte at kombinere G-EPJ med den aarhusianske udgave, da man gerne ville have en model for tværfaglig dokumentation for at kunne gøre effektivt brug af data i det kliniske arbejde med tilknyttet booking, beslutningsstøtte og planlægning. Systemet blev sendt til afprøvning i amterne under fællesbetegnelsen GEPKA-G-EPJ-prototyper. Men der manglede sammenhæng, og man måtte bruge mange timer på en tung arbejdsgang, f.eks. med det nye OPUS-medicineringsprojekt.

Amterne arbejdede ikke sammen, heller ikke med Sundhedsstyrelsen, og Overlægeforeningen fandt, at der måtte sættes fokus på mulighederne for samarbejde på tværs af amtsgrænser og specialer. I 2006 bebudede daværende sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen, at EPJ-strategien trængte til et eftersyn, og at han ville fremlægge en plan for et landsdækkende system for EPJ. Det var en god ide! Det hjalp også lidt, da amterne blev nedlagt og regionerne oprettet i 2007.

Odyssé af forskellige udviklingsprojekter

Man fandt hurtigt ud af, at G-EPJ-konceptet var håbløst, da G-EPJ var lavet til statistik og indberetning af data og ikke til information og overvejelser om en patients tilstand. Herefter startede en odyssé af forskellige udviklingsprojekter. Klinisk Proces i København faldt fra hinanden, og WM-data og Acure måtte give op. I 2007 blev organisationen Sammenhængende Digital Sundhed i Danmark (SDSD) oprettet i et samarbejde mellem regionerne og Sundhedsstyrelsen. De udsendte i 2007 ”National strategi for digitalisering af sundhedsvæsenet”. Man ville have, at de forskellige systemer skulle arbejde sammen og indbyrdes skulle kunne udveksle data. Systemet skulle være ”behovsdrevet”. SDSD blev nedlagt i 2011 på grund af mangel på konkrete initiativer. I stedet oprettedes National Sundheds-IT under Indenrigs- og Sundhedsministeriet og RSI i regionerne. Rigsrevisionen kritiserede SDSD kraftigt og mente, at det ville tage tre år at få ryddet op i ”kludetæppet” af IT-systemer og få udrullet samme EPJ alle steder i regionerne.

Da Bertel Haarder var sundhedsminister, udtalte han, at milepælene skulle være, at der senest i 2013 skulle være udrullet et fælles EPJ-system på alle sygehuse, og at et nationalt patientindeks skulle sikre adgang til patientoplysninger på tværs af regionerne.

Så gik tiden … og regionerne indførte hver deres system!

Sundhedsplatformen og ”klikkerne”

Og nu har Region Hovedstaden og Region Sjælland så SP, der er baseret på det amerikanske system Epic. Det er primært et afregningssystem, som herefter skal tilpasses klinikerne.

Da man i Danmark havde besøg fra USA for at blive klogere på SP, spurgte de indbudte amerikanere det danske personale, hvor deres ”klikkere” var henne. Personalet skulle da først have ”klikkere” forklaret. Det viste sig at være en sekretærsubstitut, som fulgte lægerne rundt på stuegang, i ambulatoriet, på tilsyn og på operationsgangene og klikkede alle lægens observationer ind i SP – ganske enkelt for at spare tid, da systemet var så kompliceret, at læger og andre brugere i USA ikke var i stand til at sætte sig tilstrækkeligt ind i det, som i virkeligheden er sekretærernes arbejdsopgaver.

En national EPJ

Man bør ikke holde fast i et system, som er tidskrævende og kompliceret, samtidig med at man har fyret sekretærerne, så lægerne nu skal skrive i journalerne med et utroligt tidsspilde til følge – tid som tages fra patienterne.

Nu skal ”særligt kliniske byggere” tilpasse SP for 3 mio. kr. om året i 2019-2022. Skulle man ikke hellere bruge de penge på at indføre MidtEPJ i hele landet og så forsøge at tilpasse MidtEPJ til databaserne i den nationale datastandardiseringsstrategi?

Det har ikke skortet på advarsler og gode råd fra brugerne, men der blev ikke lyttet. Det gavner under ingen omstændigheder patienterne, at man ikke har en landsdækkende ens patientjournal. Nu har også intensivlægerne sagt fra og har sendt et bekymringsbrev til sundhedsminister Ellen Trane Nørby – og de er ikke de eneste.

Det er derfor glædeligt, at sundhedsministeren kan se, at der vil være en række fordele ved at konsolidere til ét EPJ-system i Danmark, og at det blandt andet skal inkludere praksissektoren.

Det er fuldstændig rigtigt. Det skal bare ikke være SP.