Forfatter: Trude Marstein.
Oversat af: Ninna Brenøe
Forlag: København: Tiderne skifter, 2013.
Sider: 456
Pris: 349 kr.
ISBN 978-87-79735-82-8
BoganmeldeLse Dette er ganske enkelt en fremragende roman om en genkendelig mand i et genkendeligt hverdagsdrama. Ove Haugli er praktiserende læge. Fjernt fra pludselig død og stor dramatik beroliger, plejer og henviser han sine patienter med en vis blødsødenhed i forhold til receptudskrivning og sygemeldinger. Han er manden, der vil det gode, men som kommer til at forvolde megen ødelæggelse på sin flugt fra kedsomheden, leden ved det forudsigelige og, nedenunder det hele, angsten.
Tilsyneladende uden selvstændig vilje spejler han sig i kvinderne på sin vej. Den bedste tid med Marion, hans anden hustru, var den, han stjal sig til, mens han stadig var sammen med Wenche, hustru nummer 1. Som et stykke drivtømmer bliver han planløst ført snart hid, snart did – og afskeden begynder i samme øjeblik, han møder en ny kvinde. Bare én gang til. Og så en mere… Gentagelsestvangen og ambivalensen, midt i drømmen om noget nyt. Det er tilfældet, og ikke hverken kærlighedens nødvendighed eller viljen, der bestemmer retningen i hvert nyt livskapitel.
Baggrundsmusikken er en endeløs strøm af patienter, som hver får en nøje orkestreret bid af hans omsorg. I konsultationen oplever han at få lov til at være den gode mand, han drømmer om at være. Damernes ven, en Clark Gable, som med stor karisma favner sine patienter i bogstaveligste forstand.
Drevet af en kombination af begær og ønsket om at efterlade et godt minde, låner han kraft af de forskellige kvinder, han spejler sig i. Han læser dem, ikke uden indfølingsevne, og det er samme teknik, han bruger over for patienterne. En kamæleon, javist, men også en stor strateg. Nok i sine følelsers vold, altid på randen af kaos, men samtidig vurderende og på jagt efter en evaluering af egen formåen. Han har en blød plet over for hunde, menneskets bedste ven. Det gør ham godt at blive mødt med kravløs glæde. Modsat hvordan det er med kvinderne, som vil have noget af ham og sætter ham til vægs. Undtagen når de ler. Han elsker, når de ler. Han vil alvoren, og han vil letheden. Han vil, og han vil ikke. Ambivalensen er overalt.
Efterhånden som han ældes, øges sårbarheden. Frygten for tab af manddom, erobringskraft og potens. Stakkels Ove, tænker vi. Stakkels Ove, som har mistet så meget i sin konstante, stadigt mere hektiske scrollen ned af navnelisten på sin mobiltelefon. Hvor er hjem?
Når man som læge læser dette, er der kun få mindre skønhedsfejl, hvor man vågner op fra den komplette indlevelse,
f.eks. der hvor Wenches far ikke får »elektrochok« i ambulancen efter sit hjertestop. Om det ligger i originalen eller i oversættelsen skal være usagt. Til gengæld er det psykologiske plot umådeligt troværdigt, og derfor er det let at tilgive fejlene. Sympatisk er det også, at dette ikke er nogen fordømmelse, men snarere en nøgtern udforskning af en maskulin arketype. En vivisektion af dels utroskabens, men måske især af selvbedragets anatomi. »Tager du løgnen fra et gennemsnitsmenneske, så tager du også livsglæden fra ham«, siger forfatteren gennem hustru nummer 2, skuespilleren Marion, som arbejder med Ibsen-dramaet, Hedda Gabler.
Det er også en roman om ambivalens. Om det såre menneskelige ønske om at »äta kaken och ha den kvar«, som svenskerne siger. Ove er ikke ond, bare skæv i sin timing, sentimental, ude af stand til at føle noget, medmindre det er for sent eller på en eller anden måde forbi, før det er begyndt. Han er aldrig til stede der, hvor han burde være. Han vil forfærdeligt gerne være en, man kan stole på lige som trapezkunsteren, der jonglerer med sin dame under cirkusteltets tag. Problemet er bare, at han ikke en gang kan stole på sig selv. Undtagen måske i konsultationen, hvor rollefordelingen er givet, og dramaet oftest kan gestaltes til patientens tilfredshed i de 10-15 minutter, det varer, og helten kan nå trække sig planmæssigt tilbage, før han er faldet ned fra piedestalen. Læs den før din patient!
Interessekonflikter: Ingen