Holistisk-neuropsykologisk genoptræning - dokumentationen mangler

INTERESSEKONFLIKTER: ingen

»Et helt niveau af neurofaglig viden og erfaring er ved at gå tabt«, hævder Engberg & Andersen i en kronik [1]. Kommunernes tilbøjelighed til at betale for noget, de kalder »holistisk-neuropsykologisk genoptræning«, er i aftagende, så de, der bedriver den slags genoptræning, er nu truede på livet.

Engberg & Andersen hævder, at »holistisk-neuropsykologisk genoptræning« af borgere med hjerneskader kan nedbringe hjælpebehovet og muliggøre tilbagevenden til arbejdslivet, og man får uvægerligt det indtryk, at denne form for genoptræning er sikkert virkningsfuld.

Rehabilitering efter en hjerneskade pga. hjerneblodpropper, hjerneblødninger, traumer, etc. er et must. Det kan der ikke være to meninger om, og det er da også veldokumenteret, at genoptræning af patienter med hjerneblodpropper og hjerneblødninger specielt den del af genoptræningen, der knytter sig til sygeplejen, har effekt - dødeligheden og risikoen for at havne på plejehjem reduceres, og andelen af patienter, der klarer sig i eget hjem, stiger markant.

Man forstår imidlertid, at det ikke er den slags effekter af genoptræning, der har Engberg & Andersens bevågenhed. Det er de mentale følger, der er de vigtigste, siger de, og det er dem, der er i fokus for det, de kalder »holistisk-neuropsykologisk genoptræning«.

Desværre er det bare sådan, at der ikke er dokumentation for nogen overbevisende effekt af »holistisk-neuropsykologisk genoptræning«, hverken hvad angår nedbringelse af hjælpebehov eller tilbagevenden til arbejdslivet, som det ellers hævdes af Engberg & Andersen. Sørgeligt, men ikke desto mindre sandt. Det kan man forvisse sig om ved at dykke ned i Cochrane Library [2], som er rig på undersøgelser, der munder ud i, at der ikke kan påvises effekt af kognitiv genoptræning af hjerneskadede borgere.

Det gælder for træning af hukommelse, neglect, apati, opmærksomhed, etc., og den effekt, der eventuelt kan opnås ved afasitræning, opnås lige så vel af en talepædagog og en interesseret pårørende.

Det betyder selvfølgelig ikke, at man derfor bare skal lade stå til og lade hjerneskadede borgere sejle deres egen sø. Der er tværtimod grund til, at bestræbelserne for at bringe hjerneskadede borgere tilbage i samfundslivet intensiveres. Det er måske endda værd at overveje, om det ikke kunne gøres anderledes. Men at køre videre i samme skure, som foreslået af Engberg og Andersen, med bind for øjnene og bare lade som om, det virker, gavner ingen. Specielt ikke dem det er gået ud over.