Hospitalsledelse i en Facebook-tid

En række direktioner, både regionale og lokale, har de seneste par år erfaret, hvilken ny magt der findes i ledelsen af sundhedsvæsnet – nemlig sociale medier.

Autoriteterne har længe stået for fald. Tiden, hvor "kæft, trit og retning" var universalværktøjet i bl.a. offentlig ledelse er for længst og helt officielt forbi. Hvor man tidligere kunne kalde oprørets anfører(e) på tæppet og give besked om at tie, er denne strategi blevet tiltagende vanskelig at benytte. Moderne ledelse handler i højere grad om, at ”problemerne ikke skal tales op, de skal tales ned”, eller ”vi skal lave et positivt narrativ…” osv. Nu har en række direktioner imidlertid erfaret, at medarbejderne heller ikke er med på den galej. At bede om sine medarbejderes tavshed er ikke længere farbar strategi. Er du i tvivl, så spørg Folketingets Ombudsmand. Eller tag et smut indenom Facebook. Søg f.eks. på Svendborgsagen eller Sundhedsplatformen.

Mange direktioner aner ikke, hvilke kræfter der nu er på spil. For at bruge en tidligere tillidsrepræsentant-kollegas ord: ”Det er ligesom at spille skak med en toårig”. De kender simpelthen ikke de nye spilleregler. Nogle ledere har holdningen, at ”vi vil ikke bevæge os ned på niveau med proletariatet på sociale medier”. Men at igonere, at de findes, er bare ikke længere en option. Kapitlet om hospitalsledelse eller i det hele taget offentlig ledelse i en Facebook-tid har ikke fundet vej til ledelseslitteraturen endnu.

Hvad er så nyt? Afstanden fra en medarbejders konstruktive kritik til nærmeste journalist er blevet meget kortere. Journalisterne har det nemmere end nogensinde før. De får flere tips, og der er flere, der udtaler sig til citat end tidligere. Vi befinder os i en tid, hvor velbegavede og veluddannede medarbejdere pludselig har et forum, hvor debatten er levende og kritik konstant udveksles og udvikles. De sociale medier fungerer således som en døgnåben redaktion på en graverjournalistisk avis med nærmest uendeligt mange ansatte. En hidtil ukendt hæmatolog fra Holstebro eller en praktiserende læge fra Ærø kan pludselig blive en magtfaktor.

Dagen efter Rigsrevisionen leverede en så sønderlemmende kritik af implementeringen af Sundhedsplatformen, at den ville få Egon Olsen til at rødme, skrev regionsformand Sofie Hæstorp Andersen (S) til Dansk Selskab for Anæstesi og Intensiv Medicin: ”Vi håber, der med disse svar er kastet lys over jeres spørgsmål, og at vi ved fælles indsats kan få Sundhedsplatformen til at fungere endnu bedre i hverdagen til gavn for patienterne”. Et sukkersødt holdkæftbolsje, men næppe noget, der skaber ro på de sociale medier. Hurtige kulhydrater mætter som bekendt ikke. Informationsalderens arbejdstagere kræver mere lødig kost i kommunikationen med sine ledere. Hvor mange gange har vi set en regionsformand eller andre politikere stå på tv og sige, at ”vi påtager os det fulde ansvar”, for derefter at tale udenom i fem minutter, og når kameraet slukkes forsøge at løse problemerne ved hjælp af spin. Eller direktioner, der efter at være blevet afsløret i tvivlsom krisehåndtering siger: ”Vi lægger os fladt ned”, mens de efterfølgende leverer den ene non-apology apology efter den anden, dvs. man forsøger at løse et problem ved at fortælle modparten, at ”vi undskylder, at du opfattede det, som om du blev sparket”. Nej, kære ledelse, problemet var ikke, hvordan det blev opfattet, problemet var, at I troede, I kunne slippe afsted med at sparke nedad.

Problemer skal ikke tales ned – de skal løses. Mantraet i ledelse år 2018 bør være klassiske dyder som ærlighed, ordentlighed og overholdte aftaler, for hvis man forsøger med spin, uærlighed eller decideret løgn, bliver det prompte afsløret på de sociale medier.

Der findes således en ny kardinalsynd i offentlig ledelse: undervurdering af proletariatet på de sociale medier. Når man ansætter direktører fremover, så bør de udvælges efter deres evne til ærlighed og ordentlighed samt til at kalde en spade for en spade. Eufemismer hører fortiden til og bliver prompte gennemskuet.