Debat
Humaniora i lægestudiet?
Selvfølgelig skal tiltag, der gør lægestuderende bedre til at lytte, forstå og gengive det, patienterne fortæller, have en plads i medicinstudiet, skriver pensioneret overlæge.
Foto: Privat.
23. apr. 2018
3 min.
Under overskriften »Sundhedshumaniora rykker ud: LITTERATUR FOR LÆGER« [1] præsenteres narrativ medicin som et nu obligatorisk fag for lægestuderende ved Syddansk Universitet (SDU).
Sundhedssystemet (og heri læger) kritiseres ofte for en distanceret, objektiverende eller (måske pænere sagt) neutral patientbehandling med fokus på en hurtig og effektiv behandling. Ved højtidelige lejligheder er professionalisme og det at være patienternes advokater vigtig i lægelig selvforståelse; og denne forståelse tages også frem ved kritik. Men altså mange ser i den effektive dagligdag reelt en dehumanisering.
Så ja, selvfølgelig skal tiltag, der gør lægestuderende (og læger) bedre til at lytte, forstå og gengive det, patienterne fortæller, have en plads i medicinstudiet og dermed ultimativt optimere behandlingen.
Samme målsætning har også ligget i den kommunikationsundervisning, som nu vel en snes år har været en del af pensum på SDU.
Tør man tro på en synergieffekt? Tør man tro på, at det humanistiske aspekt styrkes for kommende læger, at der kan opdyrkes (eller måske rettere vedligeholdes gennem studiet) en interesse for det unikke menneske i den corpus af STEM (science, technology, engineering and math)-viden, der er den dominerende, men også helt nødvendige for et nutidigt sundhedsvæsen?
Eller bliver narrativ medicin, som også kommunikationsundervisningen er blevet »anklaget for«, en del af en problemløsningsproces, der tillader fortsættelse af »business as usual«, nu blot med den (falske) følelse af handling på et velovervejet grundlag?
Hvis den narrative medicin kan løfte interessen for det enkelte menneskes særlige historie, for gennem litteraturen at kunne lære at se sprogets virkemidler til fremstilling af en subjektiv virkelighed og gøre den tilgængelig for andre mennesker, hvad skal læger så stille op hermed?
I samme nummer af Ugeskrift for Læger er en replik [2], hvori psykiater Inger B. Beck bl.a. begrunder sin fratrædelse fra en overlægestilling med Sundhedsplatformens krav om standardfraser i journaler; og det netop i psykiatrien hvor, om noget sted, det deskriptive er det væsentligste arbejdsredskab til »at kreere et personligt billede af den enkelte patient«.
En mangeårig medunderviser ved kommunikationsundervisningen på SDU sagde engang noget i retning af: »I det samlede timetal er kommunikation i en homøopatisk fortyndingsgrad – men vi tror på essensens effekt«.
Nu har homøopatisk tankegods næppe den højeste status i lægeuddannelsen. Små gentagne doser humaniora gennem hele uddannelsen virker måske som vaccinationer, der opbygger en vilje og robusthed til refleksion og handling i en kompleks virkelighed; og måske til en selv-, system- og samfundskritik, der giver mening til rollerne som patientadvokat og professionel.
Men jeg tror der skal mere til.
LITTERATUR
1. Simonsen P, Rasmussen AJ, Mai A-M. Sundhedshumaniora rykker ud: LITTERATUR FOR LÆGER. Ugeskr Læger 2018;180:492-5.
2. Beck IB. Sundhedsplatformen skaber lægeflugt. Ugeskr Læger 2018;180:548.