Hvad blev der af Lægeforeningens klimakamp?

Klimakrisen har aldrig fyldt mere i spalter og sind, end den gjorde i 2018. For mig blev det året, hvor jeg lærte at stå ved min bekymring og skruede op for handlingerne. Samtidig opstod der en absurd kontrast mellem den affaldssortering, genbrug og energioptimering, jeg vænnede mig til derhjemme, og den lemfældighed med vores ressourcer, jeg mødte i mine klinikophold.

I 2009 skrev daværende formand for Lægeforeningen, Jens Winther Jensen, lederen ‘Læger og Klimaforandringer’ i Ugeskrift for Læger. Foreningen havde vedtaget at tage de sundhedsmæssige konsekvenser af klimaforandringerne op som nyt arbejdsområde.

I år kan vi fejre 10-års jubilæet for den beslutning. Men er der noget at fejre?

Ingen af de læger jeg har spurgt vidste, at Lægeforeningen havde engageret sig i klimaet. Søgning på ’klimaforandringer’ på foreningens hjemmeside gav ingen resultater. Og jeg er ikke den første, der leder forgæves. Siden 2009 har flere opfordret Lægeforeningen til at engagere sig. Hvorvidt den manglende synlighed skyldes dårlig kommunikation eller manglende handling, er fortsat uklart for mig. Det virker dog åbenlyst, at Lægeforeningen har ’glemt’ at fløjte til kamp for en mere bæredygtig lægelig praksis og et grønnere sundhedsvæsen. Det skal der laves om på.

I en nylig kommentar skriver præsident for WMA, Leonid Eidelman, at læger jf. den Hippokratiske ed har et særligt ansvar for aktivt at beskytte deres patienter mod konsekvenserne af klimaforandringerne. I mine øjne er det ikke kun i lægerollen at ansvarsfølelsen skal findes. Vi har alle et særligt ansvar, for klimaforandringerne er en trussel mod vores arts eksistens. Vi må alle bidrage, og forholde os til, hvordan vores fag bliver en del af løsningen - uanset om man er frugtavler, arkitekt, brugsuddeler eller læge.

Der er allerede læger, som skærer ned på arbejdsrelaterede flyrejser, fravælger plastik i kantinen og inddrager klimavenlig adfærd i deres patientrådgivning. Desværre er effekten af disse valg begrænset, når de træffes individuelt. Derfor er der brug for en Lægeforening, som guider danske læger til at omlægge deres kliniske praksis, så den bliver mere bæredygtig. Lad os høre om alle de grønne valg, så vi kan træffe dem i fællesskab.

Hvad med affaldssortering, medicinaludstyr i genanvendelige materialer eller vaskeriernes miljøbelastning? Kunne Lægeforeningen ikke bruge sin magt til at lægge pres på, så sundhedsvæsenet tager ansvar, ligesom resten af samfundet? Og lad os høre om de grønne løsninger, der allerede er eksisterer derude – i industrien, i laboratorierne, på hospitalerne – så vi i fællesskab kan efterspørge dem. Måske er det sket ikke løsninger der mangler, men fortællingen om dem?

Hvorfor vender Lægeforeningen ikke tommelfingeren ned, når Gentofte Hospital afskaffer opvaskemaskinen og indfører engangsservice i plast, for at spare 1 mio. lønkroner om året? Hvor er den grønne stemme, når det rapporteres, at der på landets ti største hospitaler samlet smides 100.000 stykker engangsservice i skraldespanden hver dag ? Og hvad er holdningen til de klima-hensyn, der er taget i sygehusbyggerierne? Det var et punkt Lægeforeningen vedtog at arbejde med i 2009. Så hvordan er det gået?

Det er nu, vi skal rykke, hvis klimakrisen skal imødegås. Tænk hvis vi om 10 år kunne se vores efterkommere i øjnene og være stolte af det bidrag, Danmarks læger har ydet for klimaet?

Jeg håber 2019 bliver året, hvor den grønne samvittighed kommer med os alle på arbejde.

Godt nytår.