Hvad med habiliteten?

I et forsøg på at tilbyde ensartet og evidensbaseret behandling til vores patienter bliver der med jævne mellemrum udarbejdet kliniske retningslinjer, guidelines og nationale behandlingsvejledninger af de forskellige videnskabelige selskaber. Prominente og dygtige kollegaer skriver deres anbefalinger, og vi læser dem med stor interesse og forsøger vores bedste med at følge dem.

Men hvad er de værd, hvis der kan sættes spørgsmålstegn ved habiliteten af skribenterne?

Jeg har rejst spørgsmålet med jævne mellemrum, og kollegaerne bliver gang på gang overrasket og spørger: »Du mener vel ikke, at vores dygtige kollega xx er i lommen på industrien? Nu må du stoppe med det her«.

En læge er inhabil på grund af personlige eller økonomiske forhold, selvom vedkommende stadig kan føle sig habil. Man kan føle sig habil baseret på sin faglige viden, erfaring og ønsket om at hjælpe patienterne bedst muligt. Denne selvopfattelse af habilitet kan dog være vildledende og uforenelig med de faktiske omstændigheder.

I et amerikansk studie undersøgte man, om der var sammenhæng mellem betalinger/gaver til læger fra industrien og antallet af udstedte recepter på orale antikoagulationsmidler og medikamenter til type 2-diabetes [1].

Betalinger fra lægemiddelproducenter til læger var forbundet med større regional udskrivning af markedsførte lægemidler. Betalinger til specialister og betalinger for taler- og konsulenthonorarer var overvejende forbundet med større regional udskrivning af markedsførte lægemidler end betalinger til ikkespecialister eller betalinger for mad og drikke, gaver eller undervisningsmateriale.

Samme tendens ses også for medicinsk udstyr [2].

For at imødegå habilitetsproblemer har diverse organisationer og videnskabelige selskaber indført retningslinjer, som ofte kræver offentliggørelse af ens habilitetserklæring. Men hvad er det værd? Hvad med at gå linen ud og beslutte, at kliniske retningslinjer og nationale behandlingsvejledninger ikke må udarbejdes af folk med et habilitetsproblem?

Ja, men så udelukker vi de dygtigste af kollegaerne. Det er dem, industrien går efter, vil mange sige som svar.

Mit spørgsmål som modsvar er: Hvad er en vejledning, som er skrevet af en dygtig kollega, værd, hvis du kan sætte spørgsmålstegn ved vedkommendes habilitet? 

Udfordringen ligger også i det faktum, at når en behandlingsvejledning er udkommet, bliver den nemt opfattet som værende et »regelsæt« frem for en vejledning. Dermed har industrien fået indflydelse på, hvad det er bedst at gøre for vores patienter.

Det vil medføre en lang periode med mangel på forfattere, vil nogle sige. Ja, men med tiden vil de yngre generationer tage over. De vil »vokse op« med det faktum, at man kan være en dygtig læge med opdateret viden, uden at man har et habilitetsproblem.

Befri jer selv fra denne afhængighed! Den økonomiske gevinst opvejer ikke vores habilitet.