Skip to main content

Hvem er det, der øver vold?

Pens. speciallæge i almen medicin, Gorm Jensen, Fanø
E-mail: ingo@bbsyd.dk
Interessekonflikter: ingen

11. feb. 2015
2 min.

Det er svært at slippe »Månedens billede« fra Ugskrift for Læger nr. 1, 2015 (Ugeskr Læger 2015;177:V66115), hvor ryggen af en treårig pige med blålige pletter er afbildet påført et klistermærke tekstet POLITI”.

Børnehavepersonalet havde bemærket pletterne og kontaktet den kommunale forvaltning. Hun fjernes akut fra hjemmet og undersøges på en børneafdeling, hvorefter pigen anbringes på en institution. Efter tre dage arrangeres retsmedicinsk undersøgelse, der stiller diagnosen: mongolpletter.

En forfærdelig historie: I børnehaven gør de, hvad de skal: Orienterer forvaltningen om deres mistanke om vold. Det fremgår ikke, om man har talt med forældrene, eller om man har kunnet? Pigen har trods alt overlevet tre år i sin familie, og det måtte vel forventes, at hun ville kunne klare yderligere tre døgn frem til den retsmedicinske undersøgelse.

Nu påfører man et treårigt barn det traume uden varsel at blive fjernet fra hjemmet, anbragt et fremmed sted og blive undersøgt og håndteret af en masse ukendte mennesker. For et treårigt barn af uforståelige årsager og i uoverskuelig tid.

Er det de mange gange pressehetz, der får kommunale forvaltninger til at tabe hovedet? Har der slet ikke været kontakt til forældrene? Flygtninge/indvandrere?

Og man kan undre sig over, at man på en børneafdeling ikke kender til mongolpletter og får stoppet den ubegrundede fjernelse fra hjemmet.

Der bliver noget at samle op på over for pigen, hendes forældre og deres tillid til børnehave og forvaltning.