Skip to main content

Hvid M, Bjorholm T, eds. Rehabilitering i hjemmet gør en forskel

2. nov. 2005
2 min.

Fig. 1 Bogen handler om planlægning af og resultater fra Apopleksiprojektet, der blev gennemført i et samarbejde mellem Lemvig Sygehus, Lemvig Kommune og Thyborøn-Harboøre Kommune. På den ene side er den tænkt og opbygget som en inspirerende arbejdsbog med nytænkning omkring genoptræning, på den anden side er den en »videnskabelig undersøgelse« af effekten af genoptræning på to danske sygehuse versus højt specialiserede amerikanske rehabiliteringscentre.

I forordet påpeges det, at der er en del gentagelser i bogen. Dette faktum burde have affødt redaktionel opstramning af bogen, så det vigtigste budskab kunne stå klart: Ved at flytte fokus for genoptræningen efter apopleksi fra sygehuset til patientens dagligdag i hjemmet under og efter indlæggelse kan funktionsniveauet bedres, så en tredjedel af patienterne kan blive selvhjulpne.

Sygehus, kommuner, amt, primærsektor, afdelingspersonale, terapeuter, hjemmepleje og pårørende blev på en konstruktive måde inddraget i det fælles projekt med udarbejdelse af manualer, mål og værktøjer samt uddannelse. For hver apopleksipatient blev der dannet et rehabiliteringsteam.

Det exceptionelle i apopleksiprojektet fra Lemvigområdet var, at sygehusets terapeuter tog ud i hjemmene og trænede med patienterne og deres pårørende i gennemsnit otte gange (11 timer) under og fem gange (seks timer) efter indlæggelse. Hjemmeplejen deltog aktivt i rehabiliteringen på sygehuset. Der var således tale om et både tværfagligt og tværsektorialt samarbejde.

Arbejdsmodellen krævede arbejdstid, transport og økonomiske ressourcer. Udgifterne til terapeuterne blev delt mellem sygehus og kommune. Den supplerende behandling blev sat til 20.000 kr. per patient og sparet beløb for en selvhjulpen patient til 100.000 kr. De økonomiske forhold er væsentlige, hvis træning i hjemmet skal finde fodfæste i det danske sygehussystem.

I bogen forsøger man at sammenligne genoptræningsresultater fra 44 patienter fra Lemvig med 31 patienter fra Tarm Sygehus og 3.760 patienter fra rehabiliteringscentre i USA. Ud fra teksten er der ikke videnskabeligt belæg for at drage sammenligninger mellem de tre forskellige materialer.

Den fundne effekt af genoptræning i hjemmet under og efter indlæggelse må også gælde for andre end apopleksipatienter. Træningskonceptet bør føre til videre forskning omkring metoden. Der blev samarbejdet konstruktivt mellem amt og kommune vedrørende genoptræning.

Bogen henvender sig til alle personalegrupper, der beskæftiger sig med praktisk rehabilitering.

Lemvig: Administrationskontoret, Lemvig Sygehus, 2001. 128 sider. Pris: 125 kr.

Jette K. Ingerslev