Skip to main content

Hvor blev lægefagligheden af?

Fra faglighed, faglighed og faglighed til en monoton tilværelse i et New Public Management styret hamsterhjul. En læges beretning om en 23 år lang odyssé gennem det danske sundhedsvæsen

Speciallæge Shanin Gaini har forladt den danske speciallægevirkelighed, der efter hans mening drukner i bureaukrati og drænes for lægefaglighed - og har genfundet fagligheden på Færøerne.
Speciallæge Shanin Gaini har forladt den danske speciallægevirkelighed, der efter hans mening drukner i bureaukrati og drænes for lægefaglighed - og har genfundet fagligheden på Færøerne.

Shahin Gaini, overlæge Ph.D. Medicinsk afdeling, Landsjúkrahúsið, Dronning Alexandrines Hospital, Tórshavn, Færøerne
E-mail: lsshaga@ls.fo
Interessekonflikter: ingen

21. nov. 2014
6 min.

1991

Jeg startede på det jeg anså som et drømmestudium, medicinstudiet på Københavns Universitet. Universitetet bød på en grundig klassisk medicinsk uddannelse i bedste tradition. De teoretiske fag var dybdegående og grundige og man fik en solid biomedicinsk uddannelse, som forberedelse på mødet med hovedpersonen i vores sundhedssystem, patienten vi skal tjene og hjælpe. De kliniske ophold var prægede af faglighed, faglighed og faglighed. Fokus var den højst tænkelige forskningsbaserede faglighed kombineret med stort fokus på uddannelse og mesterlære af medicinstuderende og yngre læger. Morgen-og middagskonferencerne fokuserede først og fremmest på faglige problemstillinger. Som medicinstuderende og yngre læge i perioden 1991 til ca. 2005 var hver konference stort set på alle de afdelinger jeg passerede, en guldgrube af engagerede dygtige yngre og seniore læger der brændte for den højest mulige faglighed. Man sad og lyttede til tusindvis af kliniske guldkorn fra disse mentorer. En medicinsk morgenkonference bestod stort set kun af faglig diskussion om nyindlagte patienter, problematiske patienter, spontan undervisning og formaliseret undervisning. Spændt på fremtiden forberedte man sig så godt man kunne på at kvalificere sig til nåleøjet som var speciallægeuddannelsen. Overalt mødte man dygtige klinikere og forskere som man kunne tage til sig som rollemodeller og mentorer.

2006

Efter en 8 årig postgraduat periode med dybt fokuseret forberedelse til drømmespecialet, hvor alt jeg gjorde var rettet mod en uddannelsesplads i mit drømmespeciale, startede jeg endeligt med min speciallægeuddannelse. Vejen forinden bestod af klassisk grundig dansk turnusuddannelse på 18 måneder på et mindre sygehus hvor man man kom rundt alle roller og procedurer som “basic doctor”, en introduktionsuddannelse i hovedspecialet, en introduktionsuddannelse i grenspecialet, halvandet års relevant sideuddannelse, titals frivillige kurser, en Ph.D. uddannelse og to børn senere.

2011

5 år med fokuseret speciallægeuddannelse er slut. Jeg har endeligt efter 13 års målrettet postgraduat arbejde nået mit mål som speciallæge i mit drømmespeciale. Jeg glæder mig nu til at starte karrieren som akademisk mediciner med kombination af klinik og forskning. Jeg regner på det tidspunkt med at jeg først og fremmest skal bruge mine specialistkompetencer til gavn for vores specialepatienter og det danske samfund. Jeg får en fast stilling som speciallæge på en dansk universitetsafdeling og er spændt på fremtiden. Da jeg har været på det samme sygehus i 11 år i træk har jeg brug for lidt miljøforandring og vælger at arbejde i to år som speciallæge på et regionalsygehus, inden jeg igen vender tilbage til drømmestillingen som fast ansat overlæge på en universitetsafdeling. Jeg har dog allerede de sidste årene af min speciallægeuddannelse bemærket en langsom forandring af de sygehuse og afdelinger jeg opholdt mig på. Det er dog først indenfor de sidste 4-5 år jeg virkelig har bemærket forskellen. Tingene er dog sket så langsomt at jeg tror at der er mange der ganske naturligt ikke har bemærket dem.

Hvad laver jeg som speciallæge? Jeg holder først og fremmest fri

Hvad er der sket? Jeg ved det ikke helt? Jeg har for eksempel bemærket at man de sidste par år taler mindre og mindre faglighed ved morgenkonferencerne. Om man forsøger at åbne en akademisk diskussion bemærker man en træthed og manglende motivation. Samtidig bruges mere og mere af konferencetiden på administrativt snak, evige administrative indslag og meget tit administrative problemer som besparelser, lean, kontroller, akkreditering osv.osv. Evig snak om den danske kvalitetsmodel, dysfungerende IT systemer, fælles medicinliste osv. osv. Jeg oplever sjældent en overlæge der spontant i forbindelse med en klinisk problemstilling, griber muligheden for en læringssituation og lærer fra sig til de medicinstuderende eller yngre læger, der tilfældigvis er i konferencelokalet. Det at ville tale om faglighed og akademiske aspekter ved medicin som fag er vel en del af vores identitet som akademiske læger? Har vi begravet den akademiske læge?

Episodiske kontakter med patienten

Hvad laver jeg som speciallæge? Jeg holder først og fremmest fri og det er meget sporadisk jeg er på sygehuset i almindelige funktioner i dagtid. Til trods for at jeg er kliniker i et speciale hvor stuegangen er vores kernefunktion, hvor vores mest komplekse og syge patienter skal ses, har jeg kun stuegang måske 4-5 dage om måneden. Fri minimum 1-2 hverdage om ugen. Jeg oplever minimal kontinuitet for den enkelte patient. Jeg deltager i nogle sporadiske “episodiske” kontakter med patienten, forsøger at få et næsten umuligt overblik over komplekse patienter, der hurtigt er blevet set af titals læger efter få dages indlæggelse, hvor ingen længere har overblik. Der er ej heller ingen tid afsat til at man måske af og til kunne tygge hele den aktuelle journal igennem. Evig dårlig samvittighed over ikke at kunne levere den højeste kvalitet til den komplekse medicinske patient. Hovedfunktionen er dog at passe vagterne. Specialebagvagterne naturligvis generelt spændende og specialerelevante. Men forvagterne og mellemvagterne er for år siden “solgt” til de nye FAM strukturer, så selv det at være specialebagvagt på et universitetshospital består måske kun af ca. 50% specialistbeslutninger, resten af ting en dygtig forvagt eller mellemvagt sagtens kunne klare. Er det forresten nogen der husker hvad en mellemvagt var? Det er vist en uddød race? Så er der “udkommanderet obligatorisk” bagvagtsfunktioner på FAM. Man har fået besked om at der skal en speciallæge i front, så skidt med at samfundet har investeret enorme ressourser i specialistkompetencerne. I denne”skyttegravsfunktion” skal jeg måske kun tage 20-30 % beslutninger på specialistniveau i intern medicin og i mit grenspeciale. Resten er beslutninger og handlinger jeg tog mig af (og opfattede som meningsfyldte) før jeg startede speciallægeuddannelsen og måske i den første halvdel af min speciallægeuddannelse. Jeg opfatter funktionen som absolut demotiverende og spild af mine kompetencer og spild af samfundets ressourser. Jeg fandt dog hurtigt ud af at jeg risikerede at brænde helt ud, blive syg og forlade mit fag som læge, hvis jeg forblev i dette hamsterhjul.

Jeg valgte at flytte mig langt væk

Jeg valgte derfor at flytte på mig langt væk, til et sted hvor New Public Management ikke har sejret “ad helvede til” endnu…. Det er langt væk fra Danmark, hvor jeg fik en fantastisk præ-og postgraduat uddannelse. Jeg har nu fået arbejdsglæden tilbage. Mit arbejde består næsten udelukkende af det jeg kalder specialistopgaver (kliniske beslutninger på specialistniveau i intern medicin og i mit grenspeciale); jeg arbejder mandag til fredag i dagtid; jeg følger alle alvorligt syge patienter der falder ind under mit speciale under hele indlæggelsesforløbet; jeg har kontordage og forskningsdage; jeg er bagbagvagt med forvagter og mellemvagter der klarer 98% af alle opgaver i vagten; jeg sover hjemme når jeg har vagt; jeg får kurser og kongresser betalt; jeg har stor inflydelse på tilrettelæggelsen af mine arbejdsopgaver og mit arbejdsskema, så længe jeg konstruktivt løser afdelingens fælles opgaver. Jeg har fået overskud til at arbejde og forske igen.

Jeg synes derfor at det er en meget god og spændende debat man endelig har åbnet blandt læger i Danmark! Her tænker jeg på den truede “akademiske” speciallæge der er sin patients lojale og grundige “advokat”, gennem hele det komplekse forløb en patients odyssé gennem sygehusvæsnet kan være. Dette versus “lønmodtager episodelægen” der kun (eller kun har mulighed p.g.a. systemet) kan deltage i sporadiske episoder af patientens odyssé gennem sygehusvæsenet. Jeg er alvorlig bekymret både for lægernes og patienternes ve og vel, dersom man ikke tager fat nu.