Hvordan bliver behandlingen af leverpatienter evidensbaseret?

Søren Møller og Dansk Selskab for Hepatologi (DASL) gennemgår i Ugeskriftet [1] rapporten »Fra forskning til praksis« [2]. Rapporten konkluderer, at der er forskel på forskningsbaseret viden og klinisk praksis i behandlingen af leverpatienter og indbyder til diskussion om hvordan der kan skabes en mere evidensbaseret klinisk praksis.

DASL problematiserer anvendelsen af Cochrane-oversigter til identifikation af evidensbaserede behandlinger. Hovedanken er, at dagligdagens patienter har mere komplicerede sygdomsforløb end patienter i randomiserede kliniske forsøg. Må disse patienter og Cochrane-oversigterne så afvises? Rapportens kriterier for inklusion af »evidensbaserede« behandlinger var konservative, og lægerne blev bedt om at forholde sig til behandlinger til patienterne uden kontraindikationer. Derfor mener vi fortsat, at rapportens resultater er interessante.

DASL finder andelen af hepatologer i spørgeskemaundersøgelsen for lille (5/108). Når kun fem er hepatologer, afspejler det, at der kun er få hepatologer i Danmark. Specialet er nedlagt. DASL angiver, at øvrige læger ikke har samme viden om behandlingen af leverpatienter, og at det væsentlige er, at afdelingsinstruksen følges - ikke hvad den vagthavende reservelæge ved. DASL bedes bemærke, at vi ikke har spurgt reservelæger men overlæger med ansvar for behandlingen af leverpatienter og sygehuslæger/afdelingslæger/1.reservelæger med ansvar for den akutte behandling. Vi mener ikke, at det væsentlige er, hvad hepatologer ved om behandlingen af leverpatienter, eller hvad der står i en instruks. Det væsentlige er, hvad de læger, der står med patienten, gør. At vi har spurgt de læger, der i praksis har ansvaret for patientbehandlingen, giver ekstra god grund til at reflektere over rapportens konklusioner.

DASL [1] efterlyser dokumentation for, at den kliniske forskning i mange tilfælde er mangelfuld. Ved læsning af rapportens [2] reference 7-36 er der i detaljer redegjort for den række af mangler, der findes i de randomiserede kliniske forsøg. Åbenlyse svagheder i hepatologisk forskning hvad angår tilfældige fejl og systematiske fejl er tidligere påvist [3-5].

Ovenstående er for os at se tilstrækkeligt til at starte den nødvendige diskussion om, hvordan der kan skabes en mere evidensbaseret klinisk praksis. DASL har ret i, at lignende konklusioner vil kunne opnås på andre specialeområder, og at sygehusejerne har et medansvar for den manglende evidensbasering. Vores opfordring er derfor, at vi afslutter skyttegravskrigen. Det væsentlige spørgsmål er ikke, om klinisk praksis er evidensbaseret, men hvordan den i højere grad kan blive det.