Skip to main content

Hvornår er en psykolog en sundhedsperson?

Et forsøg på at bringe klarhed over et tilbagevendende spørgsmål.

Adjunkt Søren Birkeland, Institut for Psykologi, Syddansk UniversitetE-mail: sbirkeland@health.sdu.dk
Interessekonflikter: Forfatteren underviser psykologistuderende i sundhedsret

29. nov. 2016
2 min.

Man støder af og til på spørgsmålet, om psykologer, der er inddraget i patientbehandlingen, er »sundhedspersoner«. Det kan for eksempel have betydning for sygehuspsykologers arbejde med journalmateriale og for, om psykologydelser er omfattet af tilbud efter sundhedsloven.

Allerede i forslaget til psykologloven (LSF 23, 1992) tilsigtedes psykologer i sundhedsvæsenet at være ligestillet med »andre sundhedspersoner«. Tilsvarende kom det til at fremgå af lovens § 13, at »Klager over en autoriseret psykologs virksomhed inden for sundhedsvæsenet indbringes for Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn«.

I forlængelse heraf har Disciplinærnævnet fastholdt, at psykologer er sundhedspersoner, når de »deltager i patientbehandling« (se PKN Praksissammenfatning, 1998-2002). Videre nævnes det, at den autoriserede psykolog er »sundhedsperson i sundhedslovens forstand i det omfang, vedkommende udfører sundhedsfaglige opgaver, det vil i den sammenhæng sige psykologisk undersøgelse og behandling af psykisk lidelse samt rådgivning af mennesker, der uden at være syge befinder sig i en krisesituation eller på anden måde har personlige vanskeligheder. Der kan dels være tale om virksomhed på et sygehus eller en anden behandlingsinstitution inden for sundhedsvæsenet, dels om virksomhed i privat praksis […]«. Grænsen går ved »anden psykologvirksomhed som f.eks. rådgivning inden for undervisnings- og socialsektoren«. Her »er de ikke sundhedspersoner«. Det kan vel ikke siges tydeligere og Sundhedsministeriet opretholder da også den samme definition i et senere notat vedrørende sundhedsloven (L 171; 2011).

Senest fastholdes princippet i den reviderede journalføringsbekendtgørelse (1090; 2016), hvor det dog nu (måske lidt påfaldende) fremgår, at den »omfatter enhver autoriseret sundhedsperson, der som led i sin virksomhed foretager behandling af en patient. Bekendtgørelsen omfatter dog ikke autoriserede psykologer« (§ 1).

Således forhindrer eksempelvis placeringen af psykologers autorisationsordning i Socialministeriet ikke status af »autoriseret sundhedsperson«. Ligeså lidt ændrer det principielt om f.eks. patientbehandling i en psykologpraksis finder sted med sygesikringshenvisning, endskønt dette i sagens natur vil bekræfte en sundhedspersonstatus.

Håbet er hermed, at der er bragt lidt større klarhed om psykologers rolle som sundhedspersoner. Som eksemplet med journalføringsbekendtgørelsen imidlertid illustrerer, er spørgsmålet, i hvilken udstrækning og med hvilket rationale man finder anledning til at særregulere psykologfaglige sundhedspersoner, en noget anden sag.