Vi har med stor interesse læst ovennævnte, informative artikel i Ugeskrift for læger [1].
Forfatterne tager en meget vigtig problemstilling op, da det er af afgørende betydning for stomipatienter, at huden uden problemer tillader brug af stomiposer og andre pro-dukter.
Det beskrives i artiklen, hvorledes TNF-alfa-antagonisten infliximab fremgangsrigt er brugt til behandling af peristomal pyoderma gangraenosum (PPG). Pyoderma gangraenosum (PG) er en sjælden sygdom, men synes at være hyppigere forekommende blandt patienter med stomi, særligt i det peristomale område [2]. Litteraturen omkring behandling af PPG er derfor naturligt sparsom, men det diskuteres, hvorvidt konventionel behandling består i systemisk eller topikalt steroid.
Diagnosen PG stilles ud fra det kliniske billede, idet der ikke er beskrevet patognomoniske histopatologiske forandringer eller andre prøver. PG ses typisk som et hurtigt voksende smertefuldt sår med en rød/violet, devitaliseret, fene-streret, overhængende kant. Såret vil sjældent påvirkes af konventionel sårbehandling. PPG har samme kliniske karakteristika, men findes peristomalt.
Vi har i et tidligere studie opgjort resultaterne efter simpel topikal steroidbehandling hos 14 konsekutive patienter med PPG [3]. Vore erfaringer tyder på, at direkte applikation af topikale steroider af gruppe 2 til 3 i selve såret kan være meget virkningsfuld behandling, evt. suppleret med brug af silikoneplaster. Effekten af denne simple behandling er i vor erfaring så stor, at patienterne kun sjældent behøver systemisk terapi. Det er ligeledes vores erfaring, at patienter med underliggende inflammatorisk tarmsygdom (som patienten i artiklen) oftere har mere behandlingsresistent PPG, end hvis stomien f.eks. er anlagt efter cancerkirurgi. Det er dog langtfra alle PPG-patienter, som har en underliggende inflammatorisk tarmsygdom, og eftersom topikal behandling har langt mindre potentiale for bivirkninger end systemisk behandling, vil man ofte med fordel kunne starte behandling af PPG med topikalt steroid.
Vi er naturligvis helt enige med artiklens forfattere i, at man efter evt. uvirksom lokal behandling hurtigt bør skifte til anbefalet systemisk terapi med fx prednisolon, tacrolimus, cyclosporin A eller som i artiklen beskrevet infliximab.
Indlægget har været forelagt Aleksander Ahm Krag, der ikke har kommentarer.
Referencer
- Krag AA, Gjersøe P. Infliximabbehandling af peristomal pyoderma gangraenosum ved colitis ulcerosa. Ugeskr Læger 2005;167:1968-9.
- Lyon CC, Smith AJ, Beck MH et al. Parastomal pyoderma gangrenosum: clin-ical features and management. J Am Acad Dermatol 2000;42: 992-1002.
- Nybæk H, Olsen AG, Karlsmark T et al. Topical therapy for peristomal pyoderma gangrenosum. J cutan med surg. 2004;online ISSN:1203-4754(paper)1615-7109.