Ingen profession uden Primadonnaer

Der har historisk set aldrig eksisteret en profession, uden at den har været baseret på tanken om et kald. I middelalderen optræder ordet profession som en del af det optagelsesritual, der knyttede sig til munke, der skulle indtræde i den kirkelige orden. For at indtræde i et kloster som novice skulle man aflægge et religiøst løfte om, at man var villig til at tilsidesætte visse af egne behov for en højere sag, der var vigtigere end én selv. Det løfte hed profes.

I dag har kun få professioner bibeholdt edsaflæggelsen. Præsterne har stadig deres præsteløfte, og lægerne har endnu lægeløftet, også selv om det for nogle år siden blev sat til debat. Og heldigvis for det, for der er god grund til at værne om både kaldet og edsaflæggelsen.

Populært sagt kan man sige, at professionerne har indgået en handel med samfundet. Professionsmedlemmerne får ekspertstatus og deraf følgende høj grad af faglig autonomi. En sådan særstatus kan udnyttes, så man arbejder for egen vinding. Derfor kræver man fra samfundets side, at læger aflægger ed på, at de arbejder i en højere sags tjeneste og i overensstemmelse med et særligt sæt af etiske retningslinjer, som dikterer, at man samvittighedsfuldt arbejder til patientens bedste og ikke for egen vinding.

Ikke alle læger er drevet af kaldet

Selv om kaldet og edsaflæggelsen er identitetsskabende for mange læger, er det ikke alle læger, der er drevet af kaldet. Jeg har forsket i fagprofessionelle i ca. 15 år. De første ca. syv år gik jeg i forbindelse med både kandidat- og ph.d.-afhandling gangene tynde på Rigshospitalet og har blandt andet tilbragt tiden med at lave en kulturanalyse på en kirurgisk afdeling på Rigshospitalet. Den administrerende overlæge blev af andre på afdelingen hverken omtalt ved fornavn eller efternavn, men kun som »professoren«. Mødet med professoren var mødet med mit livs første og største Primadonna: En af dem, som jeg siden har brugt min forskerkarriere på at forsøge at forstå, forklare og forsvare som én af dem, der skal skabes bedre plads til – også i lægeprofessionen. Fire års efterfølgende post doc-projekt på Det Kongelige Teater resulterede i udviklingen af ny motivationsteori, herunder udviklingen af fire arketyper af fagprofessionelle med hver deres motivationsprofil. Siden da har jeg beskæftiget mig med en lang række andre professioner og kan konstatere, at der faktisk ikke er stor forskel på en læge, en skolelærer og en balletdanser. I hvert fald ikke når man betragter deres motivationsmæssige DNA.

Primadonnaen er i centrum

Blandt de fire arketyper er Primadonnaen i centrum for professionen. Her er der ikke tale om barnlige, hysteriske, egocentrerede og ledelsesresistente gemytter. Primadonnaer er fagprofessionelle i klassisk historisk forstand. De arbejder i en højere sags tjeneste og føler et så stærkt kald, at de er villige til at bringe ofre i den højere sags tjeneste. De stræber efter den højeste standard inden for kernen af deres fag, og de er drevet af en stærk pligtetik. De har et eksistentielt forhold til arbejdet og går på arbejde for at gøre en forskel i den højere sags tjeneste. Når det lykkes, oplever de ikke bare arbejdsglæde, men livsmening. Føler de omvendt, at de bliver forhindret i at gøre en forskel i den højere sags tjeneste, taler vi ikke om tab af arbejdsglæde, men om tab af livsmening. Det kan forklare, hvorfor Primadonnaerne indimellem reagerer voldsomt på nye tiltag eller ledelsesmæssige beslutninger, som forhindrer dem i at nå den højeste standard.

Præstationstripperne

Præstationstripperne går på arbejde for at præstere på et højt niveau – ikke fordi det gør en forskel i en højere sags tjeneste, men fordi det gør en forskel for dem selv. Der findes to typer af Præstationstrippere: De Ekstroverte Præstationstrippere får et kick af at præstere på et højt niveau og er drevet af omgivelsernes anerkendelse af deres præstation. De er resultatmotiverede og konkurrencemindede og typisk optaget af egen karriere. De Introverte Præstationstrippere er de typiske nørder. De er procesmotiverede og elsker at fordybe sig i at knække en kompleks og faglig svær nød – helst en nød, der er så svær at knække, at det kræver, at man skal tænke uden for boksen for at knække den.

Pragmatikerne

Pragmatikerne sætter en ære i at udføre et godt stykke arbejde ud fra prædefinerede kriterier for, hvad godt udført arbejde er. Typisk finder de øget faglighed gennem at udarbejde, implementere og følge best practice-beskrivelser som standarder, kliniske vejledninger, akkrediteringsskemaer, lean etc. De har behov for at opretholde et skarpt skel og en rimelig balance mellem arbejde og privatliv.

Lønmodtagerne

Endelig er der Lønmodtagerne, som betragter arbejdet som den straf, man skal udstå for at få et kick i fritiden. De er ekstremt fokuserede på at øge deres personlige bidrags-belønnings-balance så meget som muligt i eget favør.

Ens arketypenatur beskriver ens primære drivkraft. Den er forankret i ens personlighed, værdisæt og livsfilosofi og er dermed relativt stabil. Arketypeadfærden er til gengæld mere dynamisk. Man kan udvise arketypeadfærd svarende til flere af arketyperne afhængigt af arbejdsopgavens karakter og livssituationen. Når man opfører sig som Lønmodtager, er det typisk som en konsekvens af såkaldt frustrationsregression, der udspringer af, at man igennem længere tid ikke har fået sit arketypenaturkick. Frustrationsregression er en ofte ubevidst kompensationsstrategi, hvor man projicerer udækkede behov ned på lavereliggende behovsniveauer. Typisk går man fra at være styret af indre behov til at være styret af ydre behov som løntillæg, afspadsering, skrivebordets størrelse, frugtordning etc. De tre P’er er dermed naturkategorier, mens Lønmodtageren er en adfærdskategori til beskrivelse af en adfærd, som typisk er en konsekvens af frustrationsregression.

Primadonnaen regredierer – det er et tab

For at gå fra komplekse problemstillinger til innovative løsninger og videre til implementering og resultatskabelse har man i en profession brug for en god blanding af de tre P’er. Men Primadonnaen, som værner om kaldet og pligtetikken og stræber efter den absolut højeste standard, er fundamentet for prof essionen – og desværre også ofte den arketype, der hyppigst regredierer til Lønmodtageradfærd.

Lægeprofessionen er ikke ene om at opleve et samlet tab af Primadonnaer. Nogle af årsagerne skal findes i den offentlige sektors mangeårige fokus på at implementere alskens styringsteknologier som middel til besparelser og effektiviseringer. Sådanne tiltag gør det ikke bare svært at nå den højeste standard, men opfattes især af Primadonnaerne også som et forsøg på adfærdskontrol og dermed som en mistillidserklæring til deres faglighed og integritet. Samtidig retter det, der er defineret som »god ledelse« i sundhedsvæsenet (styringsteknologier, work-life-balance, MUS-samtaler etc.), sig i høj grad mod Pragmatikerne – og er desværre med næsten omvendt fortegn dårlig ledelse af Primadonnaerne. Strukturændringer som f.eks. Fælles Akutmodtagelse sætter også lægernes ekspertstatus og professionsidentitet under pres. Det skaber grobund for frustrationsregression – i nogle tilfælde i et sådan omfang, at man kan tale om, at hele professioner rammes af kollektiv frustrationsregression.

Derfor er det en kollektiv professionsopgave for både yngre læger, speciallæger, ledere, politikere og de lægelige fagforeninger at værne om Primadonnaerne og sørge for at skabe plads til dem. Det gøres ved at fokusere langt mindre på styringsteknologier og nytteetik og langt mere på kaldet, den højere sag og pligtetikken. Primadonnaerne repræsenterer kaldet og dermed fundamentet for professionen. Hvis Primadonnaerne regredierer, smuldrer hele lægeprofessionens fundament. I det scenarie bliver alle tabere. Ikke mindst patienterne.

Interessekonflikter: ingen