Ingen solid evidens for akkreditering

INTERESSEKONFLIKTER: Ingen

I Ugeskrift for Læger har Knudsen & Kjærgaard (K&K) en kommentar til overlægernes holdning til akkreditering i almindelighed og Overlægeforeningens i særdeleshed [1]. Indlægget er holdt i en patroniserende tone. Forfatterne skriver således, at det ikke »klæder« overlægerne og Overlægeforeningen at sætte spørgsmålstegn ved effekten af akkreditering.

De medarbejdere, der står med udfordringerne i det daglige arbejde, bør ifølge K&K åbenbart blande sig uden om debatten om, hvordan sundhedsvæsenet skal overkomme besparelser, produktivitetskrav, akkreditering, dobbelt akkreditering etc. Og hvad værre er, antyder forfatterne, at vi ikke bekymrer os om kvaliteten af det kliniske arbejde. Intet er mere forkert. Vi tillader os blot at sætte spørgsmålstegn ved, om Den Danske Kvalitetsmodel (DDKM) er det bedste middel til dette formål.

Nu er mode som bekendt et smagsspørgsmål. Jeg foretrækker den »akademiske mode«, dvs. at der foreligger videnskabelige undersøgelser af effekt (herunder økonomi) og bivirkninger af behandlinger og undersøgelser, inden de indføres. Dette gælder også for akkreditering.

Undersøg effekten

Jeg er derfor helt enig med forfatterne i, at beslutninger og debat bør hvile på den bedst mulige evidens. Men her har de et problem. Netop den oversigtsartikel, som de refererer til, viser, at de opnåede resultater stritter i alle retninger [2].

K&K hævder, at der bl.a. er evidens for, at akkreditering kan forbedre den kliniske kvalitet. Det står i kontrast til den oversigtsartikel, de selv henviser til. Her beskrives evidensen som inconsistent. I de 66 relevante undersøgelser, som gennemgås, finder talrige, at der ikke kan spores nogen positiv effekt på klinisk kvalitet, og samlet kan forskerne ikke konkludere, at akkreditering gavner den kliniske kvalitet.

Når det gælder de økonomiske konsekvenser, er fundene i undersøgelsen heller ikke konsistente, men hælder til, at det er et omkostningskrævende system. Dette kan kun bekræftes fra dansk side, idet DDKM skønsmæssigt koster 1 mia. kr. med såvel de åbne som skjulte (personaleforbrug-) omkostninger.

Etablering af akkreditering finder sted i en tid, hvor det er nødvendigt med store besparelser med deraf følgende kliniske og personalemæssige konsekvenser, så det er vel både fagligt og etisk nødvendigt at gentage et af tidens centrale spørgsmål: Er DDKM value for money?

At resultaterne i den anførte oversigtsartikel er så heterogene, skyldes utvivlsomt såvel metodologiske som lokale forhold, hvorfor de er vanskelige at overføre til danske forhold.

Vilje til at skrotte

Derfor ville det have klædt hospitalssektoren, at der havde været udført pilotprojekter, at man havde overvejet andre modeller til kvalitetssikring og fremlagt detaljerede økonomiske kalkuler samt fremlagt og analyseret de videnskabelige undersøgelser over akkrediteringseffekter i H:S, som nu har 10-12 års observationstid. Her tænker jeg ikke på lyriske beskrivelser af Joint Commissions velsignelser, men egentlige videnskabelige undersøgelser, for sådanne må der da utvivlsomt foreligge fra de gamle H:S-hospitaler?

Jeg er derfor enig med K&K i, at DDKM skal evalueres. Det er trods alt bedre sent end aldrig. For princippet om at skyde først og spørge bagefter »klæder« ikke den danske sundhedssektor.

Men det er afgørende, at der er vilje til at tage de nødvendige konsekvenser af evalueringen - også hvis den indebærer, at det mest fornuftige er, at DDKM skrottes eller afbureaukratiseres væsentligt.