Intramedullær tumor som differentialdiagnose til bilateral kraftnedsættelse

På Ugeskriftet.dk den 10. december 2018 er der publiceret en kasuistik med titlen ”Intramedullær tumor som differentialdiagnose til bilateral kraftnedsættelse” [1]. Uanset at kasuistikken omhandler et interessant tilfælde af en sjælden intramedullær tumor, indeholder den dog faktuelle fejl, som det kan undre at have kunnet passere i den redaktionelle bearbejdning.

Det er anført, at intramedullære tumorer hyppigst er metastaser. Dette er forkert. Metastaser er de hyppigste tumorer i columna, men er langt overvejende lokaliseret ekstraduralt. Intramedullære tumorer er sjældne og skønnes at udgøre 2-4% af alle CNS-tumorer, og intramedullære metastaser er anslået til at udgøre ca. 1% af alle intramedullære spinale tumorer [2]. I en nyligt publiceret gennemgang af litteraturen om intramedullære metastaser er der identificeret i alt 22 caseserier og 124 case reports med sammenlagt 432 tilfælde af intramedullære metastaser [2]. I autopsistudier er intramedullære metastaser kun fundet i ca. 2% af patienter med cancer [3]. Intramedullære metastaser er således ekstremt sjældne.

Det er korrekt, at de hyppigste primære intramedullære tumorer udgøres af ependymomer og astrocytomer (70-80%), men det anføres, at disse herefter i hyppighed efterfølges af sjældne typer såsom subependymomer. I litteraturen anses hæmangioblastomer for den tredjehyppigste intramedullære tumor (enten solitær eller som led i von Hippel-Lindaus syndrom) og udgør 2-15% af intramedullære tumorer [3]. Hæmangioblastomer er således langt hyppigere forekommende end subependymomer, som i litteraturen er anslået at udgøre færre end 2% af intramedullære tumorer [4].

I artiklens Tabel 1 er neurofibromer og schwannomer opført som intramedullære tumorer, men disse tumorer er helt overvejende ekstramedullært lokaliserede.

Det skal bemærkes vedr. kraftnedsættelse i ekstremiteterne, at det er kraften, der gradueres på en skala 0-5, og ikke paresen, ligesom en intramedullær tumor må anses for årsag til en kraftnedsættelse og ikke en differentialdiagnose.