Content area

|

Intramedullær tumor som differentialdiagnose til bilateral kraftnedsættelse

Læs svaret sidst i indlægget
Forfatter(e)
Overlæge Anders Kruse, Rygsektionen, Ortopædkirurgisk Klinik, Rigshospitalet. E-mail: akruse@dadlnet.dk. Interessekonflikter: ingen.

På Ugeskriftet.dk den 10. december 2018 er der publiceret en kasuistik med titlen ”Intramedullær tumor som differentialdiagnose til bilateral kraftnedsættelse” [1]. Uanset at kasuistikken omhandler et interessant tilfælde af en sjælden intramedullær tumor, indeholder den dog faktuelle fejl, som det kan undre at have kunnet passere i den redaktionelle bearbejdning.

Det er anført, at intramedullære tumorer hyppigst er metastaser. Dette er forkert. Metastaser er de hyppigste tumorer i columna, men er langt overvejende lokaliseret ekstraduralt. Intramedullære tumorer er sjældne og skønnes at udgøre 2-4% af alle CNS-tumorer, og intramedullære metastaser er anslået til at udgøre ca. 1% af alle intramedullære spinale tumorer [2]. I en nyligt publiceret gennemgang af litteraturen om intramedullære metastaser er der identificeret i alt 22 caseserier og 124 case reports med sammenlagt 432 tilfælde af intramedullære metastaser [2]. I autopsistudier er intramedullære metastaser kun fundet i ca. 2% af patienter med cancer [3]. Intramedullære metastaser er således ekstremt sjældne.

Det er korrekt, at de hyppigste primære intramedullære tumorer udgøres af ependymomer og astrocytomer (70-80%), men det anføres, at disse herefter i hyppighed efterfølges af sjældne typer såsom subependymomer. I litteraturen anses hæmangioblastomer for den tredjehyppigste intramedullære tumor (enten solitær eller som led i von Hippel-Lindaus syndrom) og udgør 2-15% af intramedullære tumorer [3]. Hæmangioblastomer er således langt hyppigere forekommende end subependymomer, som i litteraturen er anslået at udgøre færre end 2% af intramedullære tumorer [4].

I artiklens Tabel 1 er neurofibromer og schwannomer opført som intramedullære tumorer, men disse tumorer er helt overvejende ekstramedullært lokaliserede.

Det skal bemærkes vedr. kraftnedsættelse i ekstremiteterne, at det er kraften, der gradueres på en skala 0-5, og ikke paresen, ligesom en intramedullær tumor må anses for årsag til en kraftnedsættelse og ikke en differentialdiagnose.

SVAR:

Reservelæge Dea Haagensen Kofod, Nefrologisk Afdeling, Herlev Hospital. E-mail: dea_kofod@hotmail.com. Interessekonflikter: ingen.

Tak til Anders Kruse for kommentar og præcisering med hensyn til indholdet i vores nyligt bragte kasuistik. Vi anerkender, at primære intramedullære tumorer er langt hyppigere end intramedullære metastaser, og vi beklager og takker for at blive gjort opmærksom på denne fejl.

Kruse præciserer, at hæmangioblastomer anses for værende den tredjehyppigste intramedullære tumor og er langt hyppigere forekommende end subependymoner. Det er dog heller ikke tiltænkt at skulle forstås som, at subependymom er den tredjehyppigste intramedullære tumor, men vi nævner det blot som et eksempel på en ud af mange andre sjældnere typer intramedullære tumorer, fordi artiklen netop omhandler subependymomer. Formuleringen kan desværre misforstås, og vi takker for præciseringen.

Artiklens Tabel 1 er tiltænkt som et overblik over nogle af de typer af intramedullære tumorer, der findes uanset hyppighed, men vi anerkender, at neurofibromer og schwannomer helt overvejende er ekstramedullært lokaliserede.

Blad nummer: 

LITTERATUR

  1. Kofod DH, Wegge C, Buhl-Jensen G. Intramedullær tumor som differentialdiagnose til bilateral kraftnedsættelse. Ugeskr Læger 2018;180:V04180294.

  2. O’Neill AH, Phung TB, Lai LT. Intramedullary spinal cord metastasis from thyroid carcinoma: case report and a systematic pooled analysis of the literature. J Clin Neuroscience 2018;49:7-15.

  3. Samartzis D, Gillis CC, Shih P et al. Intramedullary spinal cord tumors: part 1 – epidemiology, pathophysiology, and diagnosis. Global Spine J 2015;5:425-35.

  4. Zenmyo M, Ishido Y, Terahara M et al. Intramedullary subependymoma of the cervical spinal cord: a case report with immunohistochemical study. Int J Neurosci 2010;120:676-9.

Right side