Isbjerge, løbehjul og rød saftevand ...

I dag, den 31. maj, er dagen, hvor jeg som led i min speciallægeuddannelse i almen medicin siger farvel til hospitalslivet for at drage videre til de evige praksismarker. I den anledning følger her en lille refleksion over årene i den hvide kittel. Et tilbageblik, som mest af alt er præget af ambivalens.

Jeg forlader nemlig et hospitalsvæsen, hvor nedskæringer, besparelser og for få hænder har præget arbejdsmiljøet på mange af de afdelinger, hvor jeg har slået mine folder. Hvor afdelingsledelser for at imødekomme kravet om besparelser ukritisk har kompromitteret lægernes arbejdsmiljø og derved patienternes sikkerhed. Afdelinger, hvor uddannelse er en by i Rusland og princippet learning by crying holdes i hævd over for de yngste læger. Steder, hvor ingen får tak for deres indsats, og hvor morgenkonferencer bruges som gabestok eller til den recidiverende, sygemeldingsfremkaldende leg: »Hvem tager aften-natte-vagten i dag?«

Men også et hospitalsvæsen, der indeholder utrolig mange gode ting, som jeg bestemt kommer til at savne: Arbejdsfællesskaber, hvor jeg har oplevet kolleger, som i kraft af deres altid smittende, positive indstilling og gode humør har præget min arbejdsdag og gjort det til en fornøjelse at være der. Løbehjulet på børneafdelingen (hospitalsvæsenets mest undervurderede personalegode!), der bragte mig hurtigt frem til de hyperakutte sectioer vil også blive savnet. Det samme vil de sygeplejersker, der kl. 4.00 om natten kunne se, at jeg var ved at segne efter min 15. medicinske indlæggelse, og derfor diskret stillede en ostemad og et glas rød saftevand frem til mig. Mødet med superkompetente kolleger, altid tålmodigt lyttende, altid villige til at lære fra sig, har været en enorm faglig og menneskelig inspirationskilde.

Alt dette og mere til vil bestemt indgå som nogle af de bedste minder fra min tid som hospitalslæge. Selvom jeg også fremover vil udgøre en del af maskineriet, glæder jeg mig alligevel over muligheden for som praktiserende læge at kunne præge mit eget arbejdsliv, slippe for dagligt at skulle huske ti forskellige brugernavne og adgangskoder, men mest af alt over at slippe for det evigt forstyrrende vagthyl, som jo nok vil hjemsøge mine mareridt i mange år frem.

På trods af, at man som ansat i hospitalssektoren til tider har følt sig som besætningsmedlem på et andet Titanic med kurs lige lukt mod katastrofen, er jeg klar over, at mange af de negative ting skyldes, at vi befinder os i en tid med store og nødvendige forandringer, der forhåbentlig vil forbedre forholdene for både behandlere og patienter. Mit eneste håb er så bare, at kaptajnerne, der har til opgave at styre skibet, indimellem løfter blikket fra den smukke, dragende horisont og sikrer sig, at både skib, passagerer og besætningsmedlemmer har det godt undervejs, samtidig med at vi forhåbentlig alle styres sikkert forbi de faretruende isbjerge.