Israel og demokrati

Ugeskriftet har nu bragt to indlæg ved Eli D. Rappeport og Terese L. Katzenstein (ER og TK) i den standende Palæstina-debat (UfL 2002; 164: 1248-9, UfL 2002; 164: 2200).

ER og TK forholder sig helt konsekvent ikke til det faktuelle i den kritik af Israel og israelske læger, der er fremført af tidligere debattører (UfL 2001; 163: 6170-1, UfL 2001; 163: 6637-8, UfL 2001; 163: 6938-40, UfL 2002; 164: 518). Under dække af at ville »tilføre debatten de nuancer, som desværre ikke har været til stede i de tidligere bragte indlæg«, søger de i stedet, med en stærkt manipulerende form for argumentation, at afspore debatten og flytte fokus fra det væsentlige, nemlig Israels fremfærd som besættelsesmagt.

Mustafa Taskiran afslører heldigvis tydeligt i sit indlæg (UfL 2002; 164: 1958) ER's og TK's besynderlige »trick« med, på det nærmeste, at legitimere Israels menneskerettighedskrænkelser med postulatet om Israel som demokrati.

Imidlertid er Israel jo netop ikke noget demokrati ud fra nogen almindeligt accepteret forståelse af dette begreb, ligesom hele Israels grundlæggelse og fortsatte udvidelse er baseret på eklatante menneskerettighedskrænkelser.

»Israel har ikke bedt om eller startet den aktuelle voldsbølge«, skriver ER og TK. Kendsgerningen er, at Israel startede voldsbølgen for 55 år siden og stort set, om end med vekslende intensitet, har fortsat den lige siden. Netop i kraft af den etniske udrensning i Palæstina i årene 1947-1949 kunne de jødiske kolonister risikofrit lege »demokrater« i de af området, som de derefter besad. For palæstinenserne er denne periode kendt som al-Nakba, katastrofen, hvor 70% af den indfødte befolkning, muslimer og kristne, systematisk og brutalt blev fordrevet fra deres land, hjulpet på vej af en række strategiske massakrer, hvoraf den på landsbyen Deir Yassin blot er den kendteste. Bagefter lod de jødiske militser (eller terrorister?) 400 palæstinensiske landsbyer jævne med jorden.

I 1967 fulgte erobringen af Vestbredden, Gazastriben og Østjerusalem med fornyet kolonisering, og Baraks såkaldte tilbud til Arafat i sommeren 2000 bestod i realiteten i, at denne kunne blive en slags overhøvding for en række bantustan-enklaver på Vestbredden og i Gazastriben.

Konflikten må ses i sin historiske kontekst. Herved afsløres ER og TK også som apologeter for noget, der ikke lader sig forsvare.

Lad os i stedet opfordre den Danske Lægeforening til at arbejde for, at den israelske lægeforening ekskluderes af WMA, ligesom den sydafrikanske lægeforening blev det under apartheidstyret.

Der findes flere informative bøger om emnet, også på dansk, f.eks. Lucas Grollenbergs »Palæstina og staten

Israel« (Finn Blytmanns Forlag, 1980) og Birgitte Rah-beks »En stat for enhver pris«(Forlaget Fremad, 2000).

SVAR 1

SVAR 2