»Jeg mener ikke, man kirurgisk kan gøre mere for din skulder« = »nu har lægerne opgivet mig« - ord betyder noget!

Formuleringer i journaler og i breve til patienterne er af stor betydning i en tid, hvor alle lægelige notater bliver læst af patienten og brugt i mange forskellige sammenhænge.

Som overskriften antyder, kan en formulering fra en kirurg, som formentlig har ment, at der ikke er grund til at operere mere, af patienten opfattes, som om hans lidelse er uden for terapeutisk rækkevidde, at lægerne har opgivet ham, og at han må leve videre med et betydeligt handikap og den indflydelse, dette kan have på hans muligheder for f.eks. at genoptage arbejdet. Men måske har kirurgen bare ment, at man nu har kigget ind i skulderen, og med den smule irritation, der var, er der ikke grundlag for at gøre yderligere, og der er i øvrigt heller ikke noget farligt i at bruge skulderen. Det ville være dejligt, hvis man i så fald skrev dette i journalen eller udskrivningsbrevet.

Sætningen »Der findes ikke yderligere behandlingsmuligheder« kan dække over samme problematik. En praktiserende læge sagde en dag til mig: »Det betyder da ikke noget. Sådan bliver det ikke opfattet«. Jo, det kan jeg fortælle, at det gør. I arbejdet som socialmediciner ser man socialforvaltningens journaler og resurseprofilerne og kan ud fra citaterne fra klienterne (patienterne) se, at formuleringerne bliver opfattet helt bogstaveligt, hvilket kan være begrænsende for en snak om fremtidige arbejdsmuligheder.

Lad os tage et andet eksempel: »Der er ved en operation på ryggen ikke sikkerhed for en bedring i tilstanden«. Jeg går da ud fra, at man kun foreslår operation, hvis man selv tror på en effekt, men vi har vel i og for sig aldrig kunnet udstede en garanti, nu skal vi bare i informationssamfundets navn sige det til patienterne. Det giver sommetider patienterne flere spekulationer, end godt er, og stiller samtidig socialforvaltningen skakmat, fordi der nu fra lægelig side er nævnt et behov for operation, men klienten afstår herfra - af let forståelige grunde - da man jo ikke kan garantere helbredelse. Det betyder samtidig ofte, at klienten fremover - i egen forståelse - vil være ude af stand til at klare sit arbejde, for helbredsproblemet blev jo ikke løst.

Og så det her med at: »Smerterne kan ikke helbredes«. Hvorfor kan man ikke skrive: »Patienten vil nok fremover have ondt i perioder; men der er ikke noget til hinder for ...«? Mange af disse mennesker behøver jo ikke at være permanent erhvervsmæssigt invalideret af, at der i kortere perioder er behov for en - måske delvis - sygemelding. Husk på, at mange mennesker ikke har så mange jobmuligheder og skal passe på det arbejde, de har.

På trods af mediernes holdning til læger, er mange patienter meget autoritetstro. En sætning som: »Der kan på længere sigt opstå slidgigt i knæet«, er en melding til den kompetente patient om at være forsigtig og forstås som en begrænsning i den fysiske udfoldelse. Udsagnet er uden tvivl korrekt og passer sikkert på mange af os, men det behøver ikke at være noget, der begrænser den aktuelle beskæftigelse, specielt ikke hvis evt. skånehensyn er opfyldt.

Journalen er et vigtigt arbejdsredskab i det daglige og skal fungere som meddelelsesredskab til kollegerne, men i afsluttende notater og udskrivningsbreve var det ønskeligt, om man oversatte budskabet om prognosen (også den arbejdsmæssige) til et almindeligt sprog, hvor lægen forholdt sig til patientens hverdag, som den jo vil være beskrevet i journalen under afsnittet om sociale forhold. Og at man var opmærksom på, at visse formuleringer fastholder patienterne i inaktivitet i større grad end ønskeligt.