Jeg vil ikke have dårlig samvittighed

Interessekonflikter: ingen

Thorsen et al viser i en interessant artikel, at det kan være svært for almindelige mennesker at forstå skriftligt materiale, der er udformet af sundhedsfaglige personer [1]. Artiklen må have haft redaktionens bevågenhed, eftersom den er kommenteret i en leder [2], men jeg har nu også lyst til at kommentere artiklen og lederen, idet de ved første gennemlæsning gav mig dårlig samvittighed, men ved nærmere eftertanke føler jeg mig ikke helt så ramt af den alligevel.

Artiklens overskrift er »For mange svære ord i skriftlig kommunikation fra sundhedsvæsenet«. Artiklen omtaler således ikke specifikke faggrupper, men i lederen er det pludselig blevet til, at det er læger, der har svært ved at »udtrykke sig i et for brugeren forståeligt skriftsprog«. Jeg er enig i, at det oftest er læger, der har formuleret patientinformationer og teksten i spørgeskemaer i forbindelse med lægevidenskabelige forsøg, men det skriftlige materiale i sådanne tilfælde skal jo godkendes af de etiske komitéer, hvori der sidder andre personer end læger, og det er vel disses pligt at gøre indsigelser over for sætninger, der ikke er forståelige for lægfolk.

Der må også have siddet andre sundhedsfaglige personer end læger i Lægemiddelstyrelsen, og disse må have sovet i timen, hvis de har godkendt uforståelige indlægssedler, om end jeg ikke er bekendt med, om det er Lægemiddelstyrelsen eller medicinalfirmaerne, der har det endelige ansvar for, at indlægssedler er skrevet på et sprog, der er forståeligt for ikkefagpersoner. Såfremt det er industrien, der har ansvaret for indlægssedlerne, kan disse vel ikke medregnes som skriftligt materiale udgået fra sundhedsvæsenet.

Et helt andet problem med artiklen er, at man har udvalgt dele af skriftlige materialer, der er udformet i 2000, men det står ikke anført i artiklen, hvornår man har testet materialet. Uanset om undersøgelsen praktisk blev gennemført for ti år siden og først nu er sammenskrevet, eller man har testet et ti år gammelt skriftligt materiale, står man med et problem, når artiklens konklusioner skal omsættes til dagligt brug, idet tiltagende fokus på patientinformation her i begyndelsen af det 21. århundrede kan have medført, at det skriftlige materiale anno 2012 er af en langt bedre kvalitet (læs: mere forståeligt for lægfolk), end det var tidligere.

Har vi som læger aktuelt et problem med den skriftlige information? Måske, men Thorsen et al's artikel tillader ikke en sådan konklusion.

1. Thorsen H, Witt K, Brodersen J. For mange svære ord i skriftlig kommunikation fra sundhedsvæsenet. Ugeskr Læger 2012;174:925-30.

2. Olesen F. God lægefaglighed er mere end medicinsk faglighed. Ugeskr Læger 2012;174:923.

> Svar:

Hanne Thorsen, Klaus Witt & John Brodersen. Afdeling for Almen Medicin og Forskningsenheden for Almen Praksis, Institut for Folkesundhedsvidenskab, Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet, Københavns Universitet. E-mail: hath@sund.ku.dk

INTERESSEKONFLIKTER: Forfatternes ICMJE-formularer er tilgængelige sammen med artiklen nævnt under pkt. 1 i litteraturlisten på Ugeskriftet.dk

Tak til Alan Patrick Ainsworth (APA) for kommentarer til vores artikel »For mange svære ord i skriftlig kommunikation fra sundhedsvæsenet« [1]. APA skriver, at han i første omgang fik dårlig samvittighed, fordi han tolkede artiklen og Frede Olesens leder [2] som om, den kun anklager læger, men at han ved nærmere overvejelse kom på andre tanker. Det var godt, for artiklen er ment som en øjenåbner for alle i sundhedsvæsenet, ikke kun læger.

Med de nuværende regler for de videnskabsetiske komiteer skal f.eks. spørgeskemaundersøgelser ikke godkendes. Derfor er der mulighed for, tro os, at formulere allehånde mærkelige informationer, som patienter og andre forsøgsdeltagere kan misforstå.

Vi tror naturligvis ikke, at vores kollegaer skriver informationer til patienterne for bevidst at vildlede dem - i mange tilfælde er de simpelthen ikke klar over, at lægfolk misforstår almindelige ord brugt i en usædvanlig (her sundhedsfaglig) sammenhæng.

Det ser ud til, at sundhedspersonale mener, at lægfolk forstår deres jargon. Men ord som f.eks. akut, abnorm og hjælpestoffet blev misforstået af en stor del af lægfolk med mindst 8. klasse-uddannelse.

Selvom en del af materialet i vores projekt stammer fra 2000 og derefter er blevet testet i de efterfølgende fem år, mener vi ikke, at sundhedspersonale i dag kan sige sig fri for at bruge et sprog (specielt når de formulerer sig skriftligt), som kan misforstås. Det, som gav os ideen til projektet, var et interview med en patient. Han blev spurgt om sine fritidsaktiviteter og svarede: »Jeg har ingen fritidsaktiviteter, jeg spiller kun guitar«.

Vi foreslår, at der nedsættes paneler af lægfolk, som kan vurdere skrivelserne enten individuelt eller i fokusgrupper. Vi tror/håber, at det foregår nogle steder, men det skal gøres konsekvent og med anvendelse af kvalitative interviewmetoder.

Måske sigtede vi for højt ved at indhente mere end 14.300 data efter et grundigt forarbejde, der inkluderede bl.a. 44 individuelle interview. Men vi anså det for vigtigt at råbe vore kollegaer i sundhedsvæsenet op, og vi synes faktisk, at det er et stort projekt, vi har afrapporteret, og ikke et lille, som det fremgår af lederen [2].

Hvad angår indlægssedler, som Lægemiddelstyrelsen i sidste instans har ansvaret for (vi antager, at de har ansat sundhedsfagligt personale), hvad siger du så til denne formulering for depottabletter Panodil 665 mg: »Tabletter med modificeret udløsning er ikke egnede til behandling af akutte smerter, men anvendes ved kroniske smerter«[3]?

1. Thorsen H, Witt K, Brodersen J. For mange svære ord i skriftlig kommunikation fra sundhedsvæsenet. Ugeskr Læger 2012;174:925-30.

2. Olesen F. God lægefaglighed er mere end medicinsk faglighed. Ugeskr Læger 2012;174:923.

3. www.netdoktor.dk.