Julehygge i Styrelsen for Bagklogskab

Der var julehygge i Styrelsen for Bagklogskab. Medarbejderne sad med deres æbleskiver og gløgg og ventede på Direktørens årlige tale. Direktøren stod oppe ved podiet, flankeret af sine to kontorchefer.

Julehygge i januar?? Jo, det kan synes mærkeligt, men i Styrelsen for Bagklogskab gjorde man altid tingene bagvendt. Før 24. december kunne man jo ikke vide, om det virkelig ville blive jul, og hvis julen blev aflyst, ville det jo være tåbeligt at have siddet med gløgg og æbleskiver i december. Det var sikrere at vente til januar, og i Styrelsen for Bagklogskab ville man altid være på den sikre side. Livet kan kun forstås baglæns og må derfor leves baglæns, sagde man ofte internt i styrelsen.

Direktøren begyndte at tale: ”Vi har gjort det godt,”, sagde hun. ”2017 blev året, hvor bagklogskab for alvor satte sit præg på det danske sundhedsvæsen. Vi er blevet en magtfaktor! Tag f.eks. meningitis-sagerne. Aldrig tidligere har der været så få meningitis-dødsfald som nu i Danmark. Useriøse medier kunne have præsenteret det som en solskinshistorie, men når vi politianmeldte lægerne i de sager, hvor det gik galt, fik vi vendt historien til, at det er livsfarligt at være meningitis-patient i Danmark, fordi lægerne laver fejl, som vi i bagklogskabens klare lys let kan identificere. I dag ved alle borgere, at man ikke kan stole på lægerne, så det er bedre at gå til alternative behandlere som healere og zoneterapeuter, hvis man f.eks. er ramt af meningitis. Supergodt gået, venner! Lægerne er bange for os, og patienterne er bange for lægerne!”

”Eller tag Svendborg-sagen”, fortsatte hun. ”En patient med sukkersyge døde. Ved hjælp af vores rådgivning fik anklagemyndigheden knaldet en forvagt, fordi hun ikke skriftligt havde dokumenteret en mundtlig ordination om en blodsukkermåling. Derved er stort set alle sygehuslæger blevet gjort til forbrydere, for det er jo sådan, det foregår på sygehusene. Lægerne plejer at lave jokes om, at en rask borger blot er en borger, som ikke er tilstrækkeligt undersøgt. I vores styrelse siger vi i stedet: En lovlydig læge, er blot en læge, der ikke er tilstrækkeligt undersøgt. Vi kan knalde hvem som helst af dem!”

”Bagvagten burde også være blevet knaldet,” gryntede kontorchefen på Direktørens højre side. ”Hold din mund!”, råbte Direktøren skarpt tilbage. Kontorchefen begyndte at græde, og Direktøren følte, at hun var nødt til at trøste ham, så hun fortsatte: ”Du har jo helt ret, søde, og det var også det, vores rådgivning til politiet gik ud på. Men nu når retten har talt, må vi ikke sige det højt mere. Bare rolig, vi finder snart andre læger, vi kan knalde i stedet”. Kontorchefen blev hurtigt glad igen.

”Den sidste ting, jeg gerne vil fejre,” fortsatte Direktøren, ”illustrerer vigtigheden af at holde julehygge i januar, for i december ville jeg ikke have vidst noget om den. I bagklogskabens lys ved vi i dag, at vore høje gebyrer har medført, at antallet af lægevirksomheder falder brat. Vagtlæger stopper, speciallægevirksomheder ophører på stribe, og frivilligt lægearbejde ved f.eks. musikfestivaler og idrætsstævner er i dag en saga blot. Det er SUPER, for i bagklogskabens lys ved vi, at enhver kontakt mellem en læge og en patient medfører risiko for fejlbehandling. Den risiko mindsker vi effektivt, hvis gebyrerne er så høje, at lægerne nedlægger virksomheden. Så kan patienterne i stedet gå til psykologer eller alternative behandlere, hvis virksomheder nu vil blomstre, fordi de ikke belastes af gebyrerne. Jeg er rigtig glad for udviklingen, for vi har hidtil aldrig set sager, hvor en borger dør af meningitis eller diabetes på grund af fejlbehandling hos en psykolog, akupunktør eller en zoneterapeut. Halleluja, venner! Længe leve bagklogskaben!”