WHO blev kritiseret for at reagere for sent under ebola-epidemien. Reformer er på vej, så organisationen kan være klar, når den næste større internationale sundhedskrise rammer.
Husker du billederne fra Vestafrika i sommeren 2014? Billeder af stærkt afkræftede ebola-patienter indsølet i blod og opkast, sundhedspersonale iklædt noget, der lignede rumdragter, for at beskytte sig mod smitten og interimistiske begravelsespladser.
Fakta
Husker du frygten for, at ebola-udbruddet ville sprede sig til resten af verden? At vi nu også i Europa og i USA stod over for den store pandemi: den nye smitsomme og dødelige sygdom, som dramatisk ville ændre vores tilværelse.
I dag er frygten for en ebola-pandemi drevet over. Men den var unægtelig en realitet hen over sommeren og det tidlige efterår 2014. Og udbruddet viste, hvor hurtigt panik breder sig, og hvor irrationelle reaktioner den fremprovokerer.
Ebola-krisen førte til voldsom kritik af Verdenssundhedsorganisationen, WHO, for at reagere for sent. Og der har siden været enighed om, at det internationale sundhedssystem må reformeres, så det kan svare mere effektivt, når den næste større internationale sundhedskrise rammer os.
I de seneste to år har der været gennemført en række undersøgelser og erfaringsopsamlinger vedr. ebola-udbruddet. Fem temaer har været gennemgående i disse undersøgelser:
For det første, at det er nødvendigt med en langt mere effektiv gennemførelse af de internationale sundhedsregulativer (IHR), som WHO vedtog i 2005, og som opstiller en række kernekapaciteter. Det drejer sig bl.a. om overvågningskapacitet, risikovurdering og evne til at reagere på større sundhedskriser, både gennem et bredere nationalt beredskab og i lufthavne og ved grænseovergange.
Her – mere end ti år efter vedtagelsen af IHR – kan man konstatere, at kun de færreste af verdens lande fuldt ud lever op til de opstillede minimumskrav. Der er således behov for en langt højere politisk og budgetmæssig prioritering af dette rundt om i landene.
For det andet, at WHO fortsat bør have den ledende rolle i internationale sundhedskriser, men at WHO må reformeres og styrkes betydeligt og blive bedre til at løse opgaverne i partnerskab med andre. Den udvikling er i gang. WHO er ved at samle alle relevante indsatsområder i en ny struktur: WHO Health Emergency Programme. Det vil formentlig tage lidt tid, før den nye og styrkede rolle bliver en fuldt integreret del af organisationens DNA. Der skal også udvikles nye kompetencer og en anden kultur i organisationen, og det vil også kræve nye medarbejderprofiler.
For det tredje, at der er behov for et styrket datagrundlag, mere vidensdeling og flere investeringer i forskning og udvikling.
For det fjerde, at det ikke mindst i svage og skrøbelige stater er afgørende, at man i krisesituationer styrker samarbejdet med de humanitære aktører. I Liberia, Sierra Leone og Guinea havde det været bedre at bruge de normale nødhjælpsstrukturer end – som man gjorde – at oprette en ny type FN-sundhedsmission med hovedkvarter i Accra, der langt hen ad vejen trak på erfaringer fra FN’s fredsbevarende arbejde.
Og for det femte, at der er behov for styrket ansvarlighed (accountability) på alle niveauer. Lande må ikke lægge låg på problemer, fordi det kan skade deres turistindtægter eller deres eksport.
WHO’s generaldirektør Margaret Chan har erkendt, at WHO reagerede for sent på ebola-udbruddet og også for sent forstod betydningen af de forskellige kulturelle aspekter.
Vi ser regelmæssigt nye pandemier med høj dødelighed. Det nye er, at de nu kan spredes meget hurtigere fra land til land, også som konsekvens af den økonomiske globalisering, urbaniseringen og den stigende masseturisme.
Det internationale samfund er ikke stærkere end sit svageste nationale sundhedssystem – en lære som ebola-udbruddet med al tydelighed understregede. Det er helt afgørende, at der rundt om i landene investeres kraftigt i sikringen af IHR’s minimumskapaciteter, og at WHO’s ledende og koordinerende rolle styrkes.
Vi er godt på vej, men vi er der ikke endnu.
