Illustration: Lars-Ole Nejstgaard
Interessekonflikter: Intervention over for alkoholstorforbrug integreret i KRAM-undersøgelsen har modtaget økonomisk støtte fra Sundhedsstyrelsen.
Undersøgelsen er godkendt af datatilsynet (J.nr. 2007-54-0303) og af Den Videnskabsetiske Komité B for Region Hovedstaden (H-B-2007-106).
Alkohol indtager en særlig status i Danmark. Intet andet rus- og nydelsesmiddel er så forbundet med kulturelle normer og indgroede forestillinger om hygge og afslapning. Vi diskuterer gerne emnet alkohol både til private selskaber, hvor den dyre vin vurderes, og i medierne, hvor konsekvenserne af vores liberale alkoholkultur debatteres. Men når det kommer til den enkeltes alkoholforbrug, ændrer tonen sig, blikket flakker, og man fornemmer, at det er et privat område, man betræder.
På Statens Institut for Folkesundhed har vi systematisk screenet 12.364 personer for alkoholstorforbrug i forbindelse med KRAM-undersøgelsen (en befolkningsundersøgelse med fokus på kost, rygning, alkohol og motion). I alt 1.026 identificerede alkoholstorforbrugere blev tilbudt deltagelse i et randomiseret forsøg for at undersøge effekten på alkoholforbruget af en ultrakort intervention baseret på elementer fra den motiverende samtale efter seks og 12 måneder. Det er praktiske erfaringer fra denne undersøgelse, vi her viderebringer.
I lyset af den seneste tids diskussion om forebyggelse, senest i Forebyggelseskommissionen rapport, er det relevant at spørge, om danskere overhovedet er modtagelige over for en intervention rettet mod deres alkoholforbrug. Fra forskningen kender vi begrebet »korte interventioner«, hvor man med en kort, empatisk samtale og feedback kan motivere ikkebehandlingssøgende personer til at nedsætte deres forbrug [1]. Disse korte interventioner over for alkoholstorforbrugere anbefales, men diskuteres samtidig både nationalt og internationalt, fordi evidensen for effekt af kombinationen systematisk screening og kort intervention er usikker. Et dansk studie i almen praksis viste således ingen effekt [2], og et kvalitativt studie af praktiserende lægers erfaringer med at implementere screening og kort intervention viste, at implementeringen havde været problematisk [3].
Der kan være mange årsager til, at relativt få taler om alkohol med deres praktiserende læge. På trods af, at der findes let administrerbare spørgeskemaer til at screene for alkoholstorforbrug, og på trods af, at den korte intervention er en velafprøvet metode, er succesen udeblevet. Det tilskrives bl.a. tabuiserede holdninger til alkoholstorforbrug, at lægerne ikke ser det som deres legitime rolle at screene og intervenere over for alkoholstorforbrug [4], og at det er vanskeligt at skabe lydhørhed og motivation hos alkoholstorforbrugere [3].
En ny undersøgelse fra Ugebrevet Mandag Morgen (Fremtidens alkoholpolitik: ifølge danskerne) tyder på, at det at påtale et alkoholproblem overskrider en privat grænse. Undersøgelsen viser samtidig, at 59% synes, at det er i orden, at sygehuspersonale spørger til borgerens alkoholvaner, og at hele 77% synes, at det er i orden, at egen læge jævnligt spørger til alkoholforbruget. Selvom et for stort alkoholforbrug stadig er forbundet med berøringsangst og er delvist tabubelagt, synes en meget stor del af de adspurgte i undersøgelsen således, at det er acceptabelt, at der spørges til det.
Under gennemførelsen af vores egen undersøgelse blev det klart for os, at emnet alkohol var ømtåleligt og grænseoverskridende at tale om. Men er det at gribe ind over for et alkoholstorforbrug også tabubelagt? På forhånd havde de syv medarbejdere, der i KRAM-undersøgelsen var ansat til at gennemføre den korte intervention, en forventning om, at alkohol ville være et ømtåleligt emne, som folk ville blive stødt eller pinligt berørt over at tale om. Medarbejderne forventede, at det ville være svært at tale om alkohol, når deltagerne var uforberedte på det (det var en ikkebehandlingssøgende population), og at man ville møde modstand hos deltagerne. I en efterfølgende evaluering gav medarbejderne imidlertid udtryk for, at det havde været en positiv oplevelse at tale om alkohol med deltagerne i undersøgelsen. Deltagerne havde været imødekommende og i mange tilfælde udtrykt glæde over at få lov til at tale om deres alkoholforbrug. En medarbejder mente, at det uproblematiske i samtalerne måske skyldtes, at deltagerne i KRAM-undersøgelsen var særligt åbne over for at tale om deres helbred. En anden beskrev, at det var tydeligt at mærke, at deltagerne var villige til at tale om alkoholvaner, når de blev mødt med en ikkefordømmende tilgang.
Men hvad sagde deltagerne? For mange deltagere var det vigtigt at understrege, at de ikke havde et problem med alkohol eller var afhængige af alkohol. Mange af deltagerne oplevede ikke selv alkoholforbruget som problematisk, men trivedes tværtimod godt med deres forbrug, som blev forbundet med hygge, afslapning og livskvalitet. Deltagerne var generelt meget åbne og ligefremme om deres alkoholforbrug. Lejlighedsvis blandt de langt overvejende positive oplevelser af samtalerne var der dog enkelte, som gav udtryk for, at deres alkoholforbrug var en meget personlig ting og dermed et ømtåleligt emne.
Det, der var mest overraskende for os, der stod for logistikken i undersøgelsen, var, at det grænseoverskridende ikke så meget var deltagernes reaktioner på, at deres alkoholforbrug blev taget op, men i højere grad medarbejdernes forestillinger om det grænseoverskridende i at spørge til alkohol. Nogle af medarbejderne gav således udtryk for, at det var det at »tage hul på samtalen«, der var den grænseoverskridende komponent. En erfaring blandt medarbejderne var således, at det indledende spørgsmål og den personlige fremtoning betød meget for, om deltagerne accepterede at være med i undersøgelsen. Især det, at samtalen foregik respektfuldt, empatisk og ikkefordømmende blev vurderet til at have stor betydning for, om deltagerne accepterede at deltage.
På sundhedsområdet, i den kontekst der hedder almen praksis, burde et alkoholstorforbrug ideelt set mødes på samme måde som andre risikofaktorer (f.eks. rygning og overvægt): Man tager en ligefrem samtale med sin læge om, hvilken strategi, der er bedst til at håndtere det pågældende problem. Virkeligheden er imidlertid anderledes, og alkohol og alkoholpolitik har historisk set altid være forbundet med moralisme og puritanisme. En samtale om alkohol kan derfor let komme til at tage en drejning i moraliserende retning. Danske forskere inden for området har da også tidligere bemærket, at praktiserende læger ikke synes at spil le den rolle i forebyggelsen af alkoholstorforbrug, som man ideelt kunne tænke sig [5]. Vores undersøgelse betoner, at det er muligt at tale med voksne om deres alkoholstorforbrug, oven i købet uden at storforbrugeren selv har taget initiativet til samtalen. Således accepterede 78% af storforbrugerne at deltage i undersøgelsen. Hvis man opfatter det som en af de største folkesundhedsmæssige udfordringer at identificere og informere storforbrugerne, peger erfaringerne fra denne undersøgelse i en positiv retning. Undersøgelsen tyder samtidig på, at der ikke er belæg for at konkludere, at det er tabuiseret at tale med storforbrugere om deres alkoholforbrug. Medarbejdernes positive erfaringer med at gennemføre interventionen tyder også på dette.
