Kejsersnit på maternal demand?

Psykolog Rikke Pristed, Gynækologisk-obstetrisk Afdeling, Regionshospitalet Randers

Ledende overlæge Astrid Højgaard, Gynækologisk-obstetrisk Afdeling, Regionshospitalet Randers

Niels Uldbjerg (NU) & Lone Hvidman (LH) fortsætter en grundlæggende, aktuel diskussion inden for obstetrikken med en anbefaling af maternal request sectio som et offentligt tilbud [1]. Herved anbefales, hvad man kunne kalde »kejsersnit på maternal demand« (MD-sectio).

Som argument for MD-sectio anfører NU & LH, at kvinden skal være uafhængig af »om hun kan overbevise obstetrikeren om, at det i netop hendes tilfælde vil være rigtigt at vælge elektivt sectio«. I yderste konsekvens medfører denne argumentation, at kvinden af hensyn til et knap eksisterende problem opnår den formelle ret til kejsersnit på bekostning af muligheden for at få kvalificeret lægefaglig rådgivning [2].

At være obstetriker for sin patient er at se og gøre, hvad der er »det obstetrisk rigtige« i den givne situation, og at informere om risiko og fordele ved det ene eller det andet - forudsat at kvinden kan overbevises om, at beslutningen overhovedet skal diskuteres. Efter vor mening har obstetrikeren desuden et afgørende ansvar for at hjælpe kvinden til at erkende sine egne bekymringer, behov og værdier i forhold til beslutningen om forløsningsmåde [3].

Det er i alles interesse at tage en kvinde med fødselsangst alvorligt; ikke nødvendigvis ved at foretage sectio, men ved at lytte til hende og tale med hende om baggrunden for angsten.

Angsten for at føde kan være enten biologisk (angsten for smerte), psykologisk (relateret til personlighed, tidligere traumatiske oplevelser eller angst for forældrerollen), social (manglende støtte og økonomisk usikkerhed) eller sekundær (med oprindelse i tidligere fødselsoplevelser). Ved at tillade MD-sectio kan man utilsigtet være med til at negligere nogle væsentlige problematikker i kvindens og det ventede barns liv [4].

Beslutningen om fødselsmåde bør afgøres gennem en samtale, hvor målet skal være at nå til en fælles beslutning [5] med følgende udgangspunkter:

1. Der er mindst fysisk risiko for kvinden og barnet - både for førstegangsfødende og for fleregangsfødende, der ikke tidligere har fået kejsersnit - ved at stile mod vaginal fødsel. Hos en førstegangsfødende skal man medinddrage risikoen ved en eventuel fremtidig graviditet og fødsel.

2. Obstetrikeren skal ikke kortsluttes ud af beslutningsprocessen om fødselsmåde.

3. Det er ikke i sig selv paternalistisk at kræve, at beslutningen skal være fælles på baggrund af en samtale mellem obstetrikeren og den gravide. Det vil det først være, hvis obstetrikeren opfører sig paternalistisk under denne samtale.

4. Psykologiske og sociale forhold er relevante lægefaglige faktorer i vurderingen af, om man skal tilbyde planlagt kejsersnit. Vægtningen af disse forhold er naturligvis vanskelig og vil i høj grad afhænge af, at der etableres et godt læge-patient-forhold, så beslutningen kan diskuteres frit.

5. Det kan med fordel overvejes at inddrage en psykolog i diskussioner om planlagt kejsersnit - måske i særlig grad hos førstegangsfødende med dette ønske.

Svar:

♠ Professor Niels Uldbjerg, Gynækologisk-obstetrisk Afdeling, Århus Universitetshospital, Skejby. E-mail uldbjerg@dadlnet.dk & Overlæge Lone Hvidman, Gynækologisk-obstetrisk Afdeling, Århus Universitetshospital, Skejby

Vi takker for mulighed for at svare på Ole Bredahl Rasmussen, Rikke Pristed og Astrid Højgaards bemærkninger til vores leder. For ikke at gentage hele lederen skal vi blot præcisere vores budskab, som er, at vi anbefaler, at:

1. Sectio på maternal request bør være et tilbud til alle gravide.

2. Kvinder, der overvejer sectio på maternal request, skal have tilbud om støtte og rådgivning af en person, som har speciel uddannelse i denne funktion og har den fornødne tid.

3. Da sectio på maternal request primært er et ønske hos kvinder med en ubearbejdet dårlig fødselsoplevelse, bør jordemødrene støttes i deres forebyggende arbejde, herunder specielt efterfødselssamtalerne.