Knæk

Mikael Josephsen har skrevet en forrygende, fabulerende og læseværdig digtsamling om livet som patient på en lukket psykiatrisk afdeling. Han debuterede i 1986 med »Alkoline«, der handler om en ung alkoholikers trakasserier. Syv bøger senere er forfatteren still going strong med denne beretning, der trods et dystert baggrundstæppe af jalousi og forlist kærlighed nærmest må betegnes som veloplagt. Misantropi og mismod kunne have ligget lige for, men beskrivelserne fra »den lukkede« i Svendborg er både præcise, empatiske og vedkommende. En vidunderlig sort humor strømmer igennem næsten hver en side i samlingen, hvor den hårdtprøvede hovedperson præsenteres således: »Så mange diagnoser/det har jeg ikke set før/det er jo en hel buket …/men det er jo gennem et helt liv …/Personlighedsforstyrret alkoholiker/hashmisbruger/pillemisbruger/bipolar/grænsepykotisk pseudopsykopat/angstpatient/ptsd …/egentlig er jeg bare bange/for at dø af kræft«.

Samspillet med yndlingssygeplejersken har sin egen linje igennem samlingen, og man ved aldrig helt, hvor alvoren holder op, og ironien begynder: »Sygeplejerskerne er søde med nålen/og jeg har fået lange/underbukser på«.

Josephsen har udtalt om den »nye litteratur«, at den er præget for meget af form og for lidt af indhold. Ved læsningen af »Knæk« hæfter man sig da også ved en ukunstlet, ligefrem skrivestil. Titlen deklarerer på sin egen fine måde både en form med adresse til 1980’erne og samtidig en tematik i forfatterens liv. Men alligevel ikke flere knæk, end at Josephsens digte bobler kærligt og rummeligt.

Både drømme, erindringsglimt og den brogede flok af medpatienter skildres solidarisk og bevægende, men stærkest står beskrivelsen af hovedpersonens egen turbulente odyssé gennem afdelingen. Han får det sidste ord:

»Jeg slår korsets tegn og går ud i rygeburet/den nye plante/af plastic er kommet/hegnet omkring/holder tankerne på plads«.

Overlæge Thomas Middelboe

E-mail: thomas.middelboe@regionh.dk

Interessekonflikter: ingen