Skip to main content

Kommentar til læge Jørgen Nielsen, Århus. Debatindlæg i Ugeskrift for Læger 2007;169:243

Formand Michael Dupont, Praktiserende Lægers Organisation. E-mail: dupont@dadlnet.dk

22. jan. 2007
1 min.

Jeg vil gerne knytte et par kommentarer til Jørgen Nielsens indlæg. Forløbsydelsen, som træder i kraft den 1. maj 2007, er aftalt som et led i den seneste overenskomstfornyelse fra den 1. april 2006. Overenskomstfornyelsen bestod af en lang række elementer. Heraf var det et hovedresultat, at overenskomsten nu cementerer almen praksis' rolle som den centrale sundhedsfaglige aktør på forebyggelsesområdet. Den aftalte forebyggelseskonsultation (0106) og tilhørende tillægsydelser er allerede taget i brug med stor succes landet over - nu kommer turen til forløbsydelsen (0107), som kvalitetsmæssigt er en meget spændende nyskabelse. Jeg skal ikke lægge skjul på, at jeg gerne havde undgået den særlige overgangsordning, hvor en del af forløbsydelsens honorarer - midlertidig frem til den 1. april 2009 - modregnes i den stigning, der skal lægges på basishonoraret. Jeg betragter imidlertid aftalen som en investering. Aftalen omkring forløbsydelsen katalyserede andre elementer i overenskomsten, herunder den samlede forebyggelsespakke og forhøjelsen af konsultationshonoraret. Lad os benytte den kommende periode til at gøre erfaringer med forsøgsordningen, som forløbsydelsen jo er. Så har vi et godt udgangspunkt for de næste forhandlinger af den overenskomst, der skal træde i kraft den 1. april 2009.