Kommentar til videreuddannelse af YL

For ni år siden ærgrede jeg mig over beslutningen om at nedlægge praksisreservelægeordningen – ordningen, der sikrede alle læger et halvt års ophold i praksis og derved præsentation af specialet der – trods fattigt på eksakte diagnoser – skal sikre vejen for patienten til de øvrige specialer, dersom behovet opstår, og til andre tider søge at holde leddet lukket, når sagen er til dette. At man fjernede det obligatoriske halve år i almen praksis måtte forringe kvaliteten af uddannelsen til basic doctor i betydelig grad, og man kunne frygte negative konsekvenser for det, som det hele handler om: nemlig at tage sig af patienten på alle niveauer i pyramiden efter princippet om laveste effektive omsorgsniveau. Samtidig berøvede man den yngre læges chance for at komme ud i alle afkroge af landet, der, hvor almen praksis befinder sig.

I takt med den øgede specialisering inden for ethvert speciale er der i endnu højere grad end tidligere behov for generalisten. Forståelse af denne negative sammenhæng er vigtigere end nogensinde. Den har nu i mere end 30 år været et af kernepunkterne, hvorom undervisning og læring i almen praksis for uddannelseslægen har drejet sig. Dette centrale element i videreuddannelsen til at blive den gode visitator på alle niveauer led et knæk.

Man nedlagde en succes, bevidnet af evalueringsskemaer indsamlet under 11 år som praksisreservelægekoordinator i Viborg Amt. Resultaterne var samstemmende positive over hele landet. Hvorfor en succes? Mange forudsætninger for god læring er til stede i almen praksis: tryghed, nærhed til tutor, patientflow, at bestride stort ansvar og at fornemme det tilfredsstillende i at være almen af uddannelse og kunnen i sin patienttilgang.

Vi lever i en brydningstid. Det vi i dag kalder almen medicin har i mange år haft stor bevågenhed. Både udefra i erkendelsen af, at den primære sundhedstjeneste har den allerstørste betydning for den totale sundhed – og indefra i erkendelsen af, at hvis denne disciplin skulle vokse, var det nødvendigt med forskning og undervisning i faget. I 1990’erne blev disciplinen til et speciale og udøverne til specialister i noget alment. I dag drejer afgående læger deres nøgle til praksisser, der har eksisteret samme sted i hundrede år, og lukker – samtidig med at man nu i erkendelse af rekrutteringsvanskelighederne slår til lyd for store lægehuse, hvor almenmedicineren skal indtræde i rollen som koncerndirektør – måske på bekostning af sit speciale.

Jeg ærgrer mig fortsat over, at den gode turnusordning forsvandt med forværring af rekrutteringsproblemet til følge, men glæder mig over forløbene af hhv. KBU-, intro- og faselæger og at almen medicin fortsat har stor bevågenhed. Forhåbentlig vil det på længere sigt sikre almenmedicinsk dækning også i de områder af Danmark, hvor de færdigtuddannede almenmedicinere ikke står i kø for at vente på den rette praksis.