Kopipræparater, kvalitetskontrol og forskning

Speciallæge Peter Schnohr udtrykker i Ugeskrift for Læger nr. 37 en positiv vilje til at spare på medicinområdet. Han angiver dog to forudsætninger, der skal være til stede. Lad os kigge nærmere på Schnohrs forudsætninger for ordination af kopipræparater:

1. Kopipræparatet er identisk med originalpræparatet, altså samme kvalitetskontrol og samme evidensbaserede effekt

Den faglige ekspertise i Lægemiddelstyrelsen sikrer, at synonyme lægemidler er bioækvivalente. Et væsentlig krav er sammenlignelig biologisk tilgængelighed (AUC).

De traditionelle lægemiddelselskaber står faktisk bag en stor del af kopipræparaterne. Således har AstraZeneca lige solgt Danmarks næststørste generiske lægemiddelfirma, Durascan, til det generiske lægemiddelfirma Sandoz, som ejes af Novartis. Mange gange kommer synonym- og kopitabletterne faktisk ud af den samme maskine.

En anden fordel med kopipræparaterne er, at disse oftest indeholder meget grundigt afprøvede lægemidler, hvis effekter og bivirkninger vi har godt kendskab til. Det er langt mere sjældent, at et kopipræparat bliver trukket tilbage af sikkerhedsmæssige grunde, end at tilsvarende sker for et nyintroduceret originalpræparat. Vi har endnu ikke haft nogen »Lipo-bayskandale« eller »Prepulsidskandale«, når det gælder kopipræparater.

Generelt må det opfattes som sikrere at ordinere et kopipræparat end et nyintroduceret originalpræparat.

2. At medicinalindustriens forskning ikke påvirkes af kopifirmaernes økonomiske indhug

Hverken amter eller de enkelte læger har magt til direkte at påvirke medicinalindustriens forskning. Det er firmaernes eget anliggende.

Ud fra basale økonomiske betragtninger kan man dog lave følgende antagelser:

• Hvis lægemiddelfirmaer tjener flere penge på at markedsføre gamle præparater, hvis patent er udløbet, end på at udvikle nye lægemidler, vil deres incitament for at udvikle nye lægemidler svækkes.

• Hvis lægemiddelfirmaer tjener flere penge på at udvikle såkaldte »me too«-præparater, dvs. præparater, som har en identisk virkningsmekanisme som et allerede tilgængeligt præparat, end på at udvikle genuint nye farmakologiske alternativer, så vil de normalt prioritere udvikling af »me too«-præparater.

• De fleste af dagens storsælgere er desværre »me too«-præparater (Zarator, Coversyl, Zoloft, Atacand, Cipralex, Nexium osv.). Det er her, de »nemme penge« er i dag.

• Hvis lægerne generelt ordinerer de billigste af analoge præparater, så vil lægemiddelfirmaerne få et kraftfuldt incitament for at udvikle genuint nye lægemidler, der virker efter nye farmakologiske principper. Dette vil være til fordel for patienterne.

Så, Peter Schnohr, dine forudsætninger er langt hen ad vejen til stede. Du kan roligt fortsætte med at ordinere kopipræparater. På den måde medvirker du til, at der også i fremtiden skal findes et økonomisk råderum til andre patienter, som har behov for dyrere behandlinger.

Interessekonflikter: Mats Lindberg har i tre år været ansat som lægemiddelkonsulent i Sønderjyllands Amt.