KRONIK 1813 skal nok blive en succes

Sidste udmelding er, at målet på maks. tre minutters ventetid er for ambitiøst, det betyder reelt, at vi skal nok nå målet, vi flytter bare stregen. Man kan måle succes på mange måder, da 1813 startede totalt kaotisk med timelange ventetider, var det en succes, »fordi patienterne havde forstået, hvor de skulle ringe hen«, denne meget kreative fortolkning har vi trods alt ikke hørt siden. Jeg har arbejdet 30 år som læge i sundhedsvæsenet, og jeg har aldrig oplevet, at et enkelt projekt har fået så megen politisk goodwill og tildeling af ubegrænsede resurser, enhver hospitalsafdeling i regionen ville takke samtlige højere magter, hvis de fik et budget med ubegrænset adgang til investering i it og personale.

Volapyk i epikriser

Alligevel modtager vi ikke altid epikriser, og ordlyden er oftest det rene volapyk. Almen praksis er omdrejningspunktet i vores sundhedsvæsen, og vi er kendt i resten af verden for at have en velfungerende, effektiv og ikke mindst billig sundhedssektor – vi får rigtig meget sundhed for de penge, som vi investerer, og det skyldes ikke mindst en engageret og veluddannet praksissektor. Samarbejdet mellem almen praksis og Region H. er historisk dårligt. De ledende embedsmænd anerkender på ingen måde de massive vanskeligheder, som ordningen har skabt. Når det viser sig, at de visiterende sygeplejersker indlægger 30% flere patienter, end der blev indlagt før med ambulance, »er det intet problem«, og hvorfor ikke? Fristes man til at spørge. Ventetiden på ambulancetransport er steget markant, og antallet af ambulancetransporter er steget med 8% siden den 1. januar, men det gør ikke noget, bare patienterne er trygge siger regionen, jo det gør bestemt noget, for pengene skal jo findes andre steder i sundhedsvæsenet. De fleste borgere forventer at få en læge i røret, når de ringer til en akutordning, det får de ikke mere i vores region - det er måske derfor færre og færre henvender sig.

Gigantisk eksperiment

Om den nuværende ordning er bedre end den gamle, er der reelt ingen, som ved, de undersøgelser, der findes, kan tolkes begge veje, så det bedste man kan sige om 1813-ordningen er, at den er et gigantisk eksperiment, som landets største region har valgt at udføre, en mere ansvarlig politisk ledelse havde nok valgt at starte med et pilotprojekt, så havde man nok også undgået det totale kaos, der har præget ordningens første måneder. I Region Midtjylland har man valgt en helt anden og langt mere konstruktiv løsning, en stadig enstrenget akutordning, hvor telefonen passes af sygeplejersker om dagen og af praktiserende læger i vagttiden, de praktiserende læger passer fortsat lægevagtsklinikkerne og kan her afslutte behandlingen af hovedparten af patienterne, uden at de skal transporteres videre til det væsentligt dyrere sygehus. Når en borger klager over, at det ikke var muligt at få en lægelig vurdering af en patient med akutte mavesmerter i hjemmet, men at denne i stedet blev indlagt, er svaret fra 1813, at det er en fordel at blive undersøgt på et hospital også for at forkorte ventetiden. Jeg tror, at forklaringen enten er en fejlagtig visitation eller helt enkelt mangel på kørelæger, ingen borger er da interesseret i at komme på hospitalet, hvis det ikke er nødvendigt, og det er mange gange dyrere. I alle andre regioner er praksis da også en anden, nemlig en lægelig vurdering i hjemmet før det besluttes om indlæggelse er nødvendig. De praktiserende læger har fra starten været imod 1813, og vores fagforening PLO anbefaler fortsat ikke medlemmerne at arbejde i ordningen, det betyder, at man har overordentlig svært ved at få kvalificeret lægeligt personale. Ideelt set burde alle ansatte læger være speciallæger i almen medicin eller uddannelseslæger på vej, men det er langt fra tilfældet, alle andre steder skal speciallægen i front, da det fremmer kvaliteten, men ikke her. Min fornemmelse er, at man har ansat alt for mange læger, der ikke er almenmedicinere for at dække hullerne i vagtplanen; det giver ikke god kvalitet i lægearbejdet.

Overlægevagter i akutmodtagelsen

På hospitalerne er overlægerne blevet pålagt at tage vagter i akutmodtagelserne for at holde ventetiden nede. De arbejder i et speciale, almen medicin, som de ikke er eksperter i, i stedet for at bruge deres evner på det område, hvor de er uddannet – spild af værdifuld lægetid. Den eneste, der er uddannet til at visitere og behandle et usorteret patientklientel, er den almenmedicinske speciallæge. En læge er ikke bare en læge, ligesom en håndværker ikke bare er en håndværker. Den nuværende ordning svarer til, at et VVS-firma får en stor ordre på gasfyr og ikke kan skaffe nok kvalificerede rørsmede, og så ansætter de i stedet malere, murere, glarmestre og lærlinge. Det giver ikke en ordentlig kvalitet, og her taler vi ikke om varmerør, men om syge mennesker. Vores uddannelseslæger ser ligeledes masser af almenmedicinske patienter, mens de har deres sygehusuddannelse, og det har aldrig været meningen med vores lægelige videreuddannelse – på sygehuset skal de se de komplicerede tilfælde, almen medicin læres i almen praksis. Regionen suger velkvalificeret arbejdskraft, både læger og sygeplejersker til sig fra resten af landet i et fortvivlet forsøg på at få ordningen til at hænge sammen. Højere lønninger eller det fortsat at arbejde i København betyder at f. eks børneafdelingen i Holbæk for første gang nogensinde ikke kunne skaffe kvalificerede vikarer i sommerferien. Når man som færdiguddannet almenmediciner kan få midlertidigt arbejde i 1813, mens man venter på en praksis i hovedstaden, bliver det endnu sværere at få nye alment praktiserende læger til yderområderne, at de andre regioner finder sig i dette begriber jeg ikke.

Forringet uddannelse

Jeg er ansat som almenmedicinsk uddannelseskoordinator i regionen, dvs. at jeg arbejder med videreuddannelse af vores yngre læger i almen medicin, og det er min vurdering, at uddannelsen af vores yngre læger er blevet forringet siden indførelsen af 1813, de bliver nu tvunget til at se almenmedicinske patienter på hospitalet i stedet for de »rigtigt syge«, særlig udtalt er det på børneafdelingerne, hvor de skal deltage i børnelægevagten for at holde ventetiden nede. De yngre læger har gjort ledelsen opmærksom på dette mange gange, men svaret er blot, at for at klare meget syge børn skal man se en masse ikke særligt syge, og i øvrigt skal uddannelseslægerne bare passe deres arbejde, da de jo får løn under uddannelsen. Efter min mening skal de ikke særlig syge børn slet ikke på hospitalet, de hører til i almen praksis, og det er der, de kommende almenmedicinere skal møde dem, hvilket de også gør i rigt mål. Region H. er med denne holdning ved at underminere kvaliteten i uddannelsen af vores kommende almenmedicinske speciallæger. Hvad er konklusionen?, tja, jeg håber virkelig, at vores politikere tager sig sammen, sluger kamelen og indleder et nyt konstruktivt samarbejde med almen praksis så vi kan få en enstrenget akutordning som den i Region Midtjylland. Jeg håber, at borgerne vil stille krav til vores regionspolitikere om, at vi får en billig og mere velfungerende lægevagtsordning, der primært er bemandet af praktiserende læger. Indtil det er sket, opfordrer jeg alle mine kollegaer til ikke at arbejde i ordningen. I er bare med til at holde gang i et elendigt system til skade for borger og samfund.