Kulturforståelse for dummies

Baggrunden for at skrive nærværende kronik er en mere end ti år lang undervisererfaring i emnet kulturforståelse i sundhedsvæsenet. En erfaring, som jeg i det følgende vil forsøge at viderebringe de væsentligste elementer fra, i håb om at kunne løfte indsigts- og debatniveauet vedrørende kulturelle og religiøse udfordringer i sundhedsvæsenet til et niveau, der i højere grad sømmer sig for veluddannede, fornuftsprægede medlemmer af lægestanden.

En afgrænsning af emnet kulturforståelse er særdeles vanskelig, fordi det er et emne, der mere end noget andet er præget af holdninger og meninger. Jeg tillader mig dog i min undervisning at benytte flg. tre præmisser for at afdække udgangspunktet:

1. I arbejdet med mennesker er kulturmødet et grundvilkår.

2. Ingen er født med evnen til at kunne håndtere kulturforskelle optimalt.

3. Alle kan blive bedre til det.

Tværkulturel kommunikation

Den største udfordring har oftest været at holde diskussionen på det faglige niveau, idet jeg ikke nærer nogen illusion om, at min personlige mening skulle være mere værdifuld eller mere rigtig end nogen andens. I jagten på faglighed fandt jeg tidligt i min research inden for feltet kommunikation bogen »Communicating with strangers« [1], der har været et væsentligt element i mine bestræbelser både på selv at forstå den menneskelige kommunikationproces på tværs af kultur/religion og ikke mindst at undervise andre i dette.

»Communicating with strangers«

I bogen opridses nogle af de mest fundamentale spilleregler for den menneskelige kommunikationsproces.

Spilleregler, der ifølge forfatterne er universelle, men særligt anvendelige i forbindelse med kommunikation på tværs af kultur. Forfatterne understreger indledningsvis en basal forudsætning i kommunikationsprocessen: at vi mennesker først og fremmest kommunikerer, som vi gør, fordi vi er opdraget i en specifik kultur og har erhvervet dens sprog, regler og normer. Derudover inddrager de »den fremmede« som et centralt begreb i teorien. »Den fremmede« er defineret som en person med et manglende kendskab til vores værdier, normer og regler, og som samtidigt er ukendt for os. Et andet vigtigt grundvilkår, når mennesker kommunikerer med hinanden, er en implicit forventning om et forudsigeligt respons. Jo mere præcis ens forudsigelse om samtalepartnerens respons er, des mindre konfliktfyldt kan kommunikationen forventes at blive.

Det er derfor klart, at det, som skaber konflikten i kommunikation med den fremmede i henhold til ovenstående definition, dybest set er det manglende forudsigelige respons. Samtidigt er det indlysende, at præcisionen af ens forudsigelse primært afhænger af ens viden om samtalepartneren. I forsøget på at optimere rammerne for kommunikationsprocessen vil man derfor altid trække på forskellige »vidensniveauer« med fokus på samtalepartneren for at kunne forudsige responset. Forfatterne opererer med tre typer af viden, som tages i brug afhængigt af situationen:

Det kulturelle niveau

Dette niveau indeholder viden om andre menneskers kultur samt de dertilhørende dominante normer og værdier. Ofte vil dette være det eneste tilgængelige vidensniveau i kommunikationen med en fremmed, og det giver derfor sig selv, at viden om andres kultur vil kunne medføre en mere præcis kommunikativ forudsigelse.

Det sociokulturelle niveau

Det sociokulturelle niveau indeholder viden om samtalepartnerens sociale tilhørsforhold og/eller samfundsbestemte rolle. Dette vidensniveau bruges eksempelvis i vores lægelige hverdag, hvor vi jo altid søger at tilpasse vores kommunikation ud fra de forståelsesmæssige ressourcer, som vi mener, vores patienter er i besiddelse af.

Det psykokulturelle niveau

Dette niveau indeholder viden om samtalepartnerens individuelle karakteristika og er derfor et vidensniveau, som typisk er reserveret til kommunikationen med venner og familie.

Data fra de forskellige vidensniveauer vil typisk blive fortolket via en kategoriseringsproces, der grupperer mennesker efter deres ligheder og skelner mellem mennesker på baggrund af deres forskelle.

På baggrund af ovenstående vil kommunikation med fremmede derfor alt for tit komme til at bero på en kategorisering, der tager udgangspunkt i stereotype opfattelser, fordi man ikke er i besiddelse af den konkrete kulturviden, som ellers ville kunne skabe grundlag for en bedre kommunika-tionsproces. I og med at denne proces foregår på et ubevidst plan, vil man sjældent reflektere over det stereotype kommunikationsgrundlag, hvorfor et af kernepunkterne i en forbedret tværkulturel kommunikation er en øget opmærksomhed på ens egen kommunikative adfærd. Populært sagt handler det om at lære sine egne fordomme at kende, så de ikke bliver et automatisk udgangspunkt for ens verdensopfattelse, men at de til stadighed kan nuanceres, af- eller bekræftes. Endelig er det værd at huske på, at vi i vores hverdag har med individer at gøre - ikke kulturrepræsentanter.

Herudover peger forfatterne på andre faktorer, der har stor betydning for menneskers måde at kommunikere på:

De institutionelle rammer

Dette dækker over de professionelle rammer, som vi udfolder os inden for, bl.a. i vores arbejdsliv. F.eks. et sted som hospitalet, hvor faktorer som personalesammensætningen kan komme til at spille en stor rolle for udveksling af specifik kulturviden personalet imellem. En vidensudveksling, som alt andet lige kan forventes at medføre et mere vidensbaseret handlegrundlag, som igen kan forventes at få en indflydelse på den praksis, hvormed man møder patienter, der har en anden kulturel baggrund.

De samfundsmæssige rammer

Endelig spiller meningsdannere som politikere, medier og andre talerør en stor rolle for fodringen af input til vores forskellige vidensniveauer, hvilket ud fra det ovenstående kommer til at gribe direkte ind i vores kommunikationsproces.

Summa summarum

De læringspunkter, der er vigtige at kende til for at kunne imødegå kulturmødet på en fornuftig vis, er foruden ovennævnte teori, ting som:

1. Specifik kulturviden. Dermed menes en rationel tilgang til kulturforskelle, hvor man gør det til en vane at spørge ind til de sammenhænge, som man ikke umiddelbart kan placere i en brugbar kontekst. Ofte er berøringsangst nemlig den væsentligste barriere, fordi der tit hersker en frygt for at træde andre over de kulturelle fødder/rødder. Lidt firkantet kan man bruge eksemplet om at rejse til udlandet på ferie, hvor langt de fleste jo »opgraderer« vidensniveauerne ved at købe relevant rejselitteratur - hvor jeg med et glimt i øjet ville spørge, hvornår man sidst har købt »Turen går til Tyrkiet« før mødet med en patient med tyrkiske rødder?

2. Kulturforståelse starter med selvforståelse. Man bør kende sin indre svine/okse/lamme/vegetarhund og fordomme, da disse qua ovennævnte teori ofte udgør det eneste tilgængelige handlegrundlag i mødet med det fremmede.

3. Den »sundhedkulturelle« begrebsverden. Et emne, som i sig selv er ret omfattende, men som kort fortalt bl.a. indeholder teorier om menneskets basale adfærdsmønstre i forbindelse med sygdom, væsentlige forklaringsmodeller for sundhed/sygdom og ikke mindst sundhed og sygdom blandt de etniske minoritetsgrupper.

Det er klart, at uanset hvor faglig man end forsøger at være, så vil der altid være situationer, hvor ens kommunikative redskaber eller sympatiske formåen kommer til kort. Mit budskab er absolut heller ikke, at man kan overkomme alle kulturelle problemstillinger - langtfra. Det er bare væsentligt at pointere, hvor svær en proces kulturmødet i virkeligheden er, hvis man vil gøre sig forhåbninger om at blive en bedre kollega eller behandler - på tværs af de kulturelle forskelle.

Som svar til Kurt Charlemans kronik [2] i årets første nummer af Ugeskriftet har jeg kun flg. kommentar:

Kære Kurt Charleman. Virkelig indsigt er måske at være i stand til at blive klar over og erkende sin egen mangelfulde indsigt. Jeg håber, at du fremover ikke er tilfreds med at tro, men ønsker at vide. For når det gælder kulturforståelse i sundhedsvæsenet, er indsigt det vigtigste redskab.