Kunstig befrugtning - hvad med børnene?

Jeg læste journalist Dorte Jungersens artikel »Kunstig befrugtning for tredje gang« (Ugeskrift for Læger 2004;166:1092-6) med dyb beskæmmelse. Og den dårlige smag i munden er ikke blevet bedre med efterfølgende meldinger i Ugeskriftet om, hvordan Lægeforeningen nu går ind for anvendelse af fertilitetsteknologi, så hiv-smittede kan føde (usmittede) børn. Og efterfølgende Dansk Fertilitetsselskab der ønsker liberalisering af reglerne for ægdonation. Og sæddonorerne, som fortsat garanteres anonymitet.

Hvor er hensynet til børnene i alt dette? Hvem tænker på, om de forældre, der »fertiliseres«, er egnede til at blive forældre? Eller om de har rimelig sandsynlighed for at leve under hele børnenes opvækst. Eller hvilke behov de pågældende »børn« måtte have, når de ligesom alle andre bliver voksne? (f.eks. ønske om kendskab til deres biologiske ophav).

Tænk, at ca. hvert 25. barn i Danmark nu er et resultat af kunstig befrugtning!

Man må undre sig over, at prioritering øjensynlig ikke eksisterer i fertilitetsbranchen - der er måske resurser nok? Indtrykket er: alle, der søger fertilitetsbehandling i det danske sygehusvæsen, får den. Det offentliges »produktion« af nye verdensborgere styres af forbrugerinteresser, eller med Ester Larsens mindre flatterende betegnelse: »voksenegoisme«.

I adoptionslovgivningen er det et grundlæggende princip, at adoptionen skal være til barnets bedste. Hele godkendelsesproceduren af adoptivforældre går ud på at sikre bedst muligt, at adoptivbørn adopteres af forældre, der har resurser (herunder helbred, psykiske resurser, restlevetid osv.) til at give barnet en god opvækst. Formålet med godkendelsesproceduren er at sikre, at »ansøgerens fysiske og psykiske helbredstilstand ikke forringer mulighederne for, at adoptionsforløbet bliver til barnets bedste«. Er der begrundet mistanke herom, er det de involverede myndigheders opgave at afslå godkendelse. Ligesom afgiverlandet med sin godkendelse af adoptionen er med til at sikre, at adoptivbarnet tilbydes gode kår.

I grel modsætning hertil har vi IVF- og inseminationsbehandlingsområdet, hvor teknologien ureflekteret har fået lov at køre af sted med såvel producenter som forbrugere. Hvor sikringen af frivillige donorers anonymitet (hvorfor er den så vigtig? - står de ikke ved det, de gør?) forhindrer børnenes adgang til at kende deres biologiske ophav. Hvor fertilitetslæger efter eget udsagn afstår fra at vurdere kundernes egnethed som forældre, samtidig med at de ved deres indgriben netop har en nærmest guddommelig indflydelse på andre menneskers liv. Og hvor man fra politisk side ved en enorm liberalitet dybest set afstår fra at tage stilling.

Resultatet bliver, at man med det offentlige som garant også producerer individer, hvis forældre med stor sandsynlighed ikke vil leve, til barnet er voksent (f.eks. grundet hiv). Eller hvis forældre har psykiatriske sygdomme eller personlighedsforstyrrelser, som gør dem uegnede som forældre.

Sidstnævnte kategori af forældre og deres børn man kan møde som børne- og ungdomspsykiater. Det er umådelig trist.

Hvornår er det blevet en menneskeret (læs: forbrugerret), at alle partout skal have børn?

Og hvornår er det blevet et godt lægeligt princip, at der ikke skal tages stilling til indikation og kontraindikation for et medicinsk indgreb? Endda et medicinsk indgreb, som afføder et nyt individ - og betydelige omkostninger for social- og sundhedsvæsenet.

Det er svært at se, hvem der skulle kunne balancere barnløse voksne som pressionsgruppe i forhold til varetagelse af IVF- og inseminationsbørnenes interesser. Fertilitetslægerne gør det ikke, fordi de er for fascinerede af den teknologi, de har til rådighed, og den omnipotens og umiddelbare tilfredsstillelse den giver.

Politikerne burde tage ansvar, men mister stemmer hvis de gør det. Og først om 20-30 år kan »børnene« selv føre ordet.

Jeg synes, Lægeforeningen har et stort ansvar.