Kvalitet, specialisering og centralstyring i sundhedsvæsenet

I et indlæg indsendt den 9. januar i år beder jeg om en kommentar til, om man virkelig tror at kunne løse problemerne afstedkommet af centralisering med mere specialisering, centralisering og centralstyring. Mit indlæg er angiveligt sendt til besvarelse, men med sidste nummer af Ugeskrift for Læger har jeg fået svaret: Ja, det mener man. Jeg kunne tænke mig at få svaret uddybet. Jeg vil gerne se Lars Løkke Rasmussens dokumentation for, »at patienterne ikke har noget imod at få lidt længere til et sygehus, hvis det betyder, at de dermed får en behandling af højere kvalitet« [1].

Jeg tror selvfølgelig også, at de få patienter med meget alvorlige og specielle sygdomme gerne rejser fra Aalborg til København for at blive behandlet. Men jeg ved fra min egen verden som praktiserende læge og vagtlæge i Nordjylland, at mange patienter med banale flænger og forstuvninger ikke finder det acceptabelt at rejse langt ind til skadestuen i Aalborg, vente mange timer og derefter blive sendt til lægevagten.

Jeg bruger mere og mere tid på logistikken og mindre og mindre tid på den direkte patientkontakt. Jeg er specialist i almen medicin - og ikke i logistik. Logistikken bliver pakket ind i udtrykket patientforløb. Den praktiserende læge skal sørge for strømlinede patientforløb, men man er centralt fra godt klar over, at det er et avanceret slalomløb. Og somme tider ryger man af pisten!

Jeg mener, at vi bør fortælle politikerne, at der er forskel på at behandle sjældne, alvorlige sygdomme og banale, almindelige sygdomme. Men vi skal jo også selv være klar over det.

Ønsker vi et sundhedsvæsen, hvor læger og andet sundhedspersonale behandler syge mennesker i lægeløftets ånd, eller ønsker vi et konkurrencedygtigt, centralstyret sundhedsvæsen i evig vækst?