Omkring hvert eneste akutsygehus i Danmark bør der dannes en sundhedsklynge med ansvar for den samlede indsats fra almen praksis, kommune og region, skriver de tre debattører.
I alt for mange år har der ikke været nogen egentlig koordination og ledelse af den del af sundhedsvæsenet, der betyder mest for danskernes sundhed: Det sundhedsvæsen, der er i spil mellem patienten selv, praktiserende læge, kommunens hjemmesygepleje m.v. og det lokale hospital. Det bør der ske ændringer i. Vi har derfor foreslået, at der etableres en fælles ledelse for den samlede sundhedsindsats for hele befolkningen, og vi foreslår, at afgrænsningen af de enkelte geografiske indsatsområder skal svare til optageområdet for et akutsygehus. Der skal derfor omkring hvert akutsygehus dannes en sundhedsklynge med ansvar for den samlede indsats fra almen praksis, kommune og region. Men fokus skal ikke være på akutsygehuset og dets drift – fokus skal være på den samlede indsats for en afgrænset befolkningsgruppe. Forslaget bunder i et klart behov for og et klart ønske om at forebygge, at fremme sundhed og at give nødvendige behandlingstilbud til den samlede population. Ledelsen af en sundhedsklynge skal af samme grund ideelt bestå af en med baggrund som praktiserende læge, en med baggrund fra det kommunale sundhedsvæsen og en med baggrund fra hospitalerne. Sundhedsklyngeledelsen skal bl.a. arbejde for at flytte opgaver fra akutsygehuset og sikre, at akutsygehuset understøtter og servicerer f.eks. de praktiserende læger, så disse lettere kan løse opgaven. Sygehuset skal med andre ord fokusere skarpt på at servicere primærsektoren, så brug af sygehus så vidt muligt undgås og således, at sygehusenes i øvrigt rosværdige indsats koncentreres om svært syge med stort behov for specialfunktioner.
Formålet med det følgende er at overveje, hvordan almen praksis kan moderniseres, så det passer ind i dette forslag, og at redgøre for, hvordan praktiserende lægers nye overenskomst rummer spændende nye muligheder.
Praktiserende læger har ved sidste overenskomst sammen med stat, kommuner og regioner lagt en grundsten til denne mulige nye udvikling af det nære sundhedsvæsen. Man blev ved sidste overenskomst, som i øvrigt efter vor opfattelse var mere fremadskuende, end vi ofte har set, enige om, at almen praksis fremover skal arbejde sammen i praksisklynger eller kvalitetsklynger, som er PLO’s officielle navn til klyngerne, hvor en gruppe praksis, uanset om det er store eller små praksis, slår sig sammen i andelsforeningslignende klynger, men med bevarelse af de lægeejede enkeltklinikker. PLO og regionerne arbejder lige nu målrettet på at udvikle og iværksætte klyngerne, og i løbet af 2018 vil vi se den praktiske start på noget, der kan blive afgørende nyt for det samlede sundhedsvæsen. Klyngerne bør vise sig at give god inspiration til de enkelte klinikker og dermed få stor indflydelse på, hvordan den enkelte praksis organiserer arbejdet internt, og på samarbejdet mellem en række praksis. Men klyngerne kan også få afgørende eksterne funktioner i forhold til samarbejdet med kommuner og sygehuse, i forhold til at udvikle sundhedsvæsenet og i forhold til forslaget om sundhedsklynger, for til hver sundhedsklynge vil der være tilknyttet en række af de praktiserende lægers klynger. Klyngeudviklingen er inspireret fra flere andre lande, hvor man i idéudviklingen har lagt vægt på både de eksterne og interne udviklingsmuligheder.
Klyngerne skal bestå af 20-30 praksis, og hver klynge skal vælge en formel og deltidsfrikøbt leder. Klyngerne kan ses som et internt værktøj til kvalitetsudvikling i de enkelte praksis. Det er godt, og dette vil nok være klyngesystemets hovedfokus i de første år. Potentielt får man igen et fagligt styret, ambitiøst arbejde med at sikre faglig og organisatorisk kvalitet i det, der også ofte betegnes kvalitetscirkler. Klyngen kan kun blive en succes, hvis den får et godt datainput om den samlede aktivitet i populationen i en sundhedsklynge, i klyngen af praktiserende lægers samlede gruppe af tilmeldte patienter og i aktiviteten i den enkelte praksis. Derfor er det afgørende, at der nu arbejdes sammen om at hjælpe praksis og praksisorienterede forskningsinstitutioner med adgang til relevante data. Derved kan man nedtone ekstern kontrol fra akkrediteringsprogrammer (deltagere i klynger slipper da også for fremtidig akkreditering), tilsyn og diverse sikkerhedsstyrelser. Bureaukrati og formalisme kan afløses af faglige ambitioner. For nu at blive i metaforen fra andelsselskaberne kan man sige, at klyngerne skal vise vilje til at sikre, at alle andelsleverandører leverer høj kvalitet til det samlede selskab, og derved kan systemet leve op til de bedste traditioner i danske andelslignende sammenslutninger.
Den nye overenskomst er ret præcis i sine ambitioner på ovennævnte område, og det er formentlig årsagen til, at PLO har valgt det lidt snævre navn kvalitetsklynger til nyskabelsen, men lykkes udviklingen, kan det blive en reform med langt større potentiale. På sigt er der nemlig endnu flere muligheder for at styrke faglig udvikling og internt samarbejde i klyngen. Fra Holland er det kendt, at klyngen også kan ansætte fælles specialkyndigt hjælpepersonale, f.eks. psykolog, socialrådgiver, hjemmesygeplejerske, og man kan udvikle andre særlige faglige indsatsområder, f.eks. vedrørende farmaceuthjælp til polyfarmacipatienter, multisyge og store grupper af kroniske patienter, f.eks. mennesker med diabetes, hjertesygdom osv. Udviklingen kan ske i samarbejde med den lokale sundhedsklynge, og der kan evt. sammen med kommuner og regioner udvikles hensigtsmæssige ansættelsesformer og betalingsmodeller for tilknyttede hjælpefunktioner – også her kan man hente inspiration i Holland. Der er også mulighed for, at klyngen går sammen om ansættelse af andre hjælpefunktioner, f.eks. vedrørende it eller bogholderi og regnskabssupport. Regioner og kommuner bør være meget opmærksomme på mulighederne for at understøtte denne udvikling.
Men der er en række lige så vigtige grunde til at kippe med hatten og til at være opmærksom på de nye muligheder. Sygehuse og andre klager ofte over, at det kan være svært at få kontakt med alle læger i et område, og de praktiserende læger klager omvendt ofte over, at de ikke føler sig hørt af sygehuse og kommuner og ikke føler sig medinddraget i beslutninger om det fremtidige samlede sundhedsvæsen. Der er med det nye system unikke nye muligheder for at få gensidigt aftalt og dermed mere bindende lokal dialog med en gruppe læger via klyngen af lægepraksis. Man kan via klyngen og dens leder tale ind til og søge dialog med en gruppe læger, som mødes regelmæssigt for at drøfte kvalitet. Der er også potentiale til, at sygehuse efter aftale med klyngeledelsen kan levere særlig viden til klyngen, og man kan nærmere aftale, hvordan sygehuset og kommunen kan servicere de praktiserende læger og vice versa til fælles gavn. Nok så vigtig er muligheden for, at de praktiserende lægers klyngeledere får mulighed for at indgå i ledelsen af en sundhedsklynge og dermed indgå i arbejdet med strategisk at udvikle det samlede sundhedsvæsen. Her skal man tænke kreativt, positivt og samarbejdsorienteret i regioners sygehuse og i kommuner, og her kunne en justering af ledelsessystemerne omkring en sundhedsklynge, jævnfør vort tidligere beskrevne forslag, rumme muligheder ved at få praktiserende læger knyttet tættere til ledelsen af den samlede indsats for befolkningsunderlaget for en sundhedsklynge.
Klyngerne for praktiserende lægers klinikker er ved at blive en realitet. PLO og regioner arbejder som anført i indledningen lige nu konstruktivt og fornuftigt med at søsætte klyngetankegangen, og tiden må vise, om systemet alene bliver til vigtige, men også ret introverte kvalitetsklynger, eller om de nye klynger kan blive et vigtigt tandhjul i at udvikle det samlede sundhedsvæsen. Det er vores opfattelse, at tanken om sundhedsklynger rummer potentiale til at udvikle stor synergi med den iværksatte udvikling af klynger i almen praksis. Sundhedsklyngen og sundhedsklyngeledelsen i den form, som vi skitserer, vil være med til at sikre balance mellem vore gode meget højt specialiserede sygehusfunktioner og det mere populationsorienterede, proaktive nære sundhedsvæsen, hvor fokus skal være på forebyggelse og indsats for de mange med forskellige, mindre alvorlige sygdomme. Sygdomme, som kvantitativt og økonomisk vil veje meget tungt i fremtidens sundhedsvæsen med mange multisyge, ældre og ofte socialt udfordrede patienter.
Der er for en række samarbejdspartnere derfor grund til at følge udviklingen af klynger i almen praksis med interesse og til at søge dialog og gribe mulighederne i denne spændende udvikling. Men det er nu, der skal begynde at ske noget. Sygehusene lider alvorligt under arbejdspresset. Patienterne får ikke nogen sammenhængende behandling. Der er behov for igen at få øget fokus og opmærksomhed omkring den lokale udvikling af et godt sundhedsvæsen. Det er midlet til at skabe en balanceret udvikling og også til at bevare energi og kapacitet i det højtspecialiserede sundhedsvæsen, som lige nu er for hårdt presset bl.a. på grund af manglende kapacitet i og udvikling af det nære sundhedsvæsen.
Der skal ske noget, men der er også grund til at gøre det passende forsigtigt og ydmygt, så den nye tankegang kan sikres en fagligt forankret udvikling, og således at nyskabelser kan slå rod bl.a. baseret på de faglige kompetencer, der er i almen praksis. Kvalitetsklyngerne er et godt første skridt. Sundhedsklyngeledelse er, for os at se, det næste nødvendige skridt.
