Kvalitetsarbejde skal være mere fagpræcist

Interessekonflikter: ingen.

Akkreditering forbedrer kvaliteten, og »det bliver mere og mere tydeligt, at det virker«, mener Jesper Poulsen (JP), formand for Den Danske Kvalitetsmodels (DKKMs) akkrediteringsnævn [1]. DKKM er inspireret af australsk akkreditering.

En australsk undersøgelse af 19 akkrediterede hospitaler viser korrelation mellem godt akkrediteringsresultat og kvalitet af organisationskultur/ledelse på hospitalerne [2]. Mht. kliniske indikatorer er der sammenhæng med kvalitet af ledelse.

Mere præcist bliver det ikke, for »... det er så multifaktuelt« (JP).

De grundlæggende formål med DKKM er: at fremme kvalitet af patientforløb og udvikling af den kliniske, organisatoriske patientoplevede kvalitet samt at synliggøre kvalitet i sundhedsvæsenet [3].

Bliver man fra DKKM's side tilfreds, hvis det eneste, der evt. kan påvises, er, at ledelse/kultur er korreleret med resultatet af en akkreditering? Er det for DKKM tilstrækkeligt med relaterede variable?

DKKM inkluderer flere sygdomsspecifikke standarder, men der er fælles standarder i DKKM's og Joint Commissions (JCI) akkrediteringer. Region Hovedstaden skal nu dobbeltakkrediteres inden for kort tid, både af JCI og DKKM. Hvorfor to forskellige akkrediteringer? Er der et rationale? Hvad er prisen?

Scrivens mener, at akkreditering koster mellem 0,1 og 1% af omkostningerne i hospitalsvæsenet [4]. I Danmark således formentlig i milliardklassen. For en milliard kroner kunne man forbedre meget kultur og ledelse - for ikke at sige selve behandlingsarbejdet - mere målrettet og ikke blot registrering og dokumentation af det.

Akkreditering er imprecise science [4] med stor inerti. Stressniveauet er højt: Oceaner af timer bruges på dokumentation - uden evidensbasis. Akkreditering er en magisk løsning, en angstbuffer som resulterer i »komfortcertifikater« [5], mantraer mod frygtet manglende kontrol af arbejdsprocesser. Angst er ikke en valid base for handling, men giver frit spil for dobbeltgængere, trossager og magi. Der bør arbejdes langt mere fagpræcist og langt mindre bureaukratisk med kvalitet. Fortsat fråseri med offentlige midler er meningsløst og kan efterlade moralsk ligegyldighed og dekobling fra dagligdagens arbejde. Det er ikke en kvalitet.