Kvalitetssikring, tavshedspligt og Sundhedsstyrelsen

I disse tider er kvalitetssikring et mantra, og det er da udmærket. Vi er endog nået så vidt, at vi er parate til at registrere utilsigtede hændelser, der kunne være endt galt. Så meget mere forbavsende er det, at loven forbyder, at en læge gøres bekendt med resultatet af hans tilsigtede handling - og specielt ikke når patienten dør. Når Sundhedsstyrelsen derpå gøres opmærksom på det uhensigtsmæssige i lovgivningen, svarer man tilbage med halvanden sides skriveri om gældende lov, som om det ikke var bekendt, men ikke et ord om, at man vil tage problemet med i sine overvejelser om kommende lovændring!

Sagen i korthed: Som vikar for egen læge bliver jeg opsøgt af en 60-årig mand, der ti dage forinden er styrtet på hovedet ned ad en trappe. Ikke bevidstløs, men godt forslået. Han henvender sig på grund af tiltagende svimmelhed. Neurologisk undersøgelse afslører en beskeden ataksi ved vending og gang med lukkede øjne og jeg indlægger ham til udelukkelse af subduralt hæmatom.

En halv snes dage senere bliver jeg ringet op af en dame, der præsenterer sig som hans kusine. Hun vil gerne på egne og hans 90 år gamle moders vegne vide, hvad han døde af! Jeg henviste hende til at kontakte afdelingen, men sad selv tilbage med undren. Havde han et subduralt hæmatom, men var død alligevel, havde han fejlet noget andet, som jeg burde have fundet ud af, eller var han død af noget helt tredje?

Jeg mente, at Sundhedsstyrelsens vejledning nr. 161 af 16. september 1998 punkt 5.3. om videregivelse vedr. afdøde patienter er forældet, når det heri anføres, at »Den faglige interesse i at modtage de omhandlede oplysninger kan generelt ikke anses at overstige hensynet til den oplysningen vedrører.« Det var dette indhold, jeg foreslog Sundhedsstyrelsen at tage ind i fremtidige overvejelser, og det synes jeg faktisk ikke, styrelsen argumenterer imod.

SVAR: