I artiklen »Fremtidens praktiserende læge er en kvinde«, der blev bragt i Ugeskriftet nr. 44, 2003, opstilles et skræmmebillede for betydningen af kønsfordelingen af nyuddannede læger, som vi slet ikke finder der er belæg for.
Hvis vi ser på de sidste ti års udvikling, er faktum, at andelen af kvinder blandt nyuddannede læger har ligget konstant på ca. 60% - og dette efterlader 40% af hankøn. Man kan ikke kalde dette for hverken feminisering eller tale om at lægestanden »skifter køn«. Måske man bare skulle kalde det en tiltrængt ligestilling? Andre fag end lægefaget har meget større kønslig skævdeling.
Artiklen bringer nogle citater af lederen af Center for Ligestilling, kønsforsker Karen Sjørup, som efter vores mening groft forsimpler årsagerne til yngre lægers valg af speciale. Sjørup citeres bl.a. for: »at kvindelige læger, i modsætning til mandlige, søger specialer med patientkontakt«. Vi kan ikke helt få det til at passe med den store kvindesøgning til specialer som radiologi, patologi og anæstesiologi.
Baggrunden for valg af speciale belyses langt bedre i FAYL's uddannelsesenqueter, se f.eks. UFL nr. 14/2002, der viser at faktorer som lægefagligt indhold og forventninger til egne evner er afgørende for specialevalget. Vedrørende disse faktorer fandtes dog ingen væsentlig kønsforskel; det sås kun på faktorer som vagtbelastning i specialet og muligheder for fleksibel arbejdstid.
Sjørup citeres endvidere for at mene, at det kan være en »fordel med kvindelige gynækologer frem for mandlige på grund af patienternes forventninger«. Men hendes begrundelser viser et manglende kendskab til gynækologiens dagligdag og til fakta. Flere studier har således vist, at selvom nogle kvindelige patienter - alt andet lige - foretrækker en kvindelig gynækolog, så rangerer kønnet lavt på en liste over fortrukne egenskaber hos gynækologen, der toppes af faktorer som professionalisme og erfaring, medinddragelse i beslutningsprocessen, evner til at kommunikere og til at udvise empati (se f.eks. Plunkett et al. Am J Obstet Gynecol 2002;186: 926-8, Howell et al. Obstet Gynecol 2002;99:1031-5). Samtidig kan patientens tilfredshed med behandlingen heller ikke relateres til lægens køn.
En nylig metaanalyse af 26 studier af lægers adfærd (Roter et al. JAMA 2002;288:756-64) viste overraskende en markant afvigelse fra det generelle mønster: mandlige gynækologer og obstetrikere bruger tilsyneladende mere tid på deres konsultationer, og de er bedre til at tale om følelser! I vurderingen af deres resultater lægger forfatterne vægt på, at der trods alt er flere ligheder end forskelle mellem kønnenes kommunikationsadfærd, og at størrelsen af kønseffekten i de kategorier, hvor den var signifikant, var lille.
De peger samtidig på, at de mandlige gynækologer og obstetrikeres bedre præstation kunne skyldes et konkurrencepres, idet det øgede antal af kvindelige kolleger, og patienternes efterspørgsel af disse, gør, at man som mandlig læge er nødt til at »oppe« sig.
Sjørup citeres for én rigtig betragtning: at der er forskel på de to køns tilgang til faget. Vi kan kun være enige, men de to køns forskellige styrker må ses som et potentiale, der skal bruges til patienternes bedste.
Derfor har vi et stort ønske om at kunne tiltrække både mandlige og kvindelige yngre læger til specialet, således at spørgsmålet »The male gynecologist: Soon to be Extinct?« - altså en uddøende race - ikke skal kunne besvares med »Ja« engang i fremtiden (Gerlin A., The Wall Street Journal 7. feb. 1996).
I stedet for at trampe rundt i et forældet skræmmebillede, synes vi derfor det ville klæde Ugeskriftet at fokusere på de positive sider af den kønslige balance der er kommet inden for lægestanden.
Det er samtidig vigtigt for både DSOG's og FYGO's bestyrelser på det kraftigste at understrege, at »anklager om ,forkerte` berøringer ved underlivsundersøgelser« ikke er en del af hverdagen hverken for mandlige eller kvindelige gynækologer i Danmark og derfor heller ikke skal afholde yngre læger - hverken kvindelige eller mandlige - fra at søge specialet.