Skip to main content

BLOG – Lad flyet stå - også når du skal på kursus!

Vi læger opfører os som rygere, når det handler om flyrejser: Vi ved godt, det er en dårlig vane. Men vi gør det alligevel, skriver praktiserende læge Christian Wegener Jørgensen.

Christian Wegener Jørgensen, praktiserende læge

27. nov. 2018
3 min.

Forleden landede PLOs nye kursuskatalog i min postkasse. Som sædvanligt var der mange spændende, velkvalificerede kurser. En del af disse kurser afholdes i udlandet. Det gælder også kurser af andre kursusudbydere, ligesom mange kongresser, videnskabelige årsmøder mm. ofte implicerer en flyvetur. Det stiller os i et dilemma, når vi nu ved, hvor klimaskadeligt flyrejser er. Hvert menneskes årlige CO2-budget er på ca. 2300 kg CO2, hvis vi skal holde os under 2 graders opvarmning i 2050.

Den nylige rapport fra FN’s klimapanel IPCC skriver endda, at det slet ikke er sikkert nok at holde sig under to graders opvarmning, men at vi bør stile mod kun 1,5 graders opvarmning. Vores globale netto-udledning af CO2 skal mindskes med 45 pct. i 2030 i forhold til 2010-niveau.

Vi har med andre ord alle et akut ansvar for at begrænse vores CO2-forbrug så meget som muligt. En kursusflyrejse tur-retur til Barcelona forbruger ca. 700 kg CO2 - altså knap en tredjedel af ens årsbudget, så hvis man ikke skal overskride ens budget, så står det kommende år på klimamæssig smalhals.

Jeg vil mene, at vi for vore børn og børnebørns skyld i fremtiden bør lægge kurser inden for landet eller inden for en togrejses afstand. Christian Wegener Jørgensen, praktiserende læge

For vores børn og børnebørns skyld

Jeg vil på ingen måde implicere, at kurser i udlandet er af dårlig faglig kvalitet. Der optræder mange højtkvalificerede oplægsholdere. Og stranden er nok også mere indbydende end Danmark i november. Men jeg vil mene, at vi for vore børn og børnebørns skyld i fremtiden bør lægge kurser inden for landet eller inden for en togrejses afstand, så vidt det kan lade sig gøre.

Jeg er godt klar over, der er et særligt problem, når vi taler om internationale kongresser, forskningsseminarer og udlandsophold. Det er i sagens natur vanskeligt at afholde eller deltage i en international konference uden det implicerer flyrejser. Mulige løsninger kunne være, at konferenceudbyderen ved tilmeldingen automatisk lagde et CO2-gebyr på for flyrejsende. Gebyret skulle så investeres i klimabeskyttelsestiltag. Det kunne måske også få konferencedeltagere til at vælge en klimavenligere transportform hen til konferencen. Jeg sidder ikke selv i nogen konferenceplanlægningsudvalg, men jeg vil opfordre dem af mine kolleger der gør, at de tænker klimaet med i planlægningen af konferencen.

Opfører os som rygere

Jeg ved godt det er svært at begrænse ens flyrejseaktivitet, fordi vi har vænnet os til det. Vi opfører os som de utallige rygere vi har set i konsultationen. Vi ved godt det er en dårlig vane. Men det er jo nemt, bekvemt, billigt og stærkt vanedannende. Det er ikke rart at blive konfronteret med sine dårlige vaner, så hvis man tager udgangspunkt i tilgangen fra den motiverende samtale, så bør vi nok spørge os selv: Har du overvejet at flyve mindre? Hvilke fordele og ulemper er der ved at flyve mindre? Hvad er vigtigst: At mindske klimaforandringerne eller målet med din flyrejse?

P.S. Vil du udregne CO2-belastningen ved en flyrejse er det mest autoritative sted at gøre dette på www.atmosfair.de.

Faktaboks

Fakta