Jeg har indberettet symptomerne som mulige bivirkninger til vaccinen hos de patienter, hvor jeg synes, at en sammenhæng ikke kunne udelukkes – det er lovpligtigt. Derudover har jeg været i tæt og konstruktiv dialog med Sundhedsstyrelsen om håndteringen af problemstillingen. Jeg har over for alle patienter gjort det klart, at det at indberette en mulig bivirkning ikke er det samme som at fastslå en kausal sammenhæng mellem vaccine og symptomer.
Jeg er fuldt ud klar over vigtigheden af ikke at tro, at fordi man aner et mønster, så er der et mønster – endsige en sikker kausal sammenhæng til vaccinen. Grundig, seriøs og nysgerrig forskning i de patofysiologiske mekanismer, der plager denne patientgruppe, er påkrævet for at kunne etablere relevante behandlingstilbud for kvalificeret at kunne vurdere sandsynligheden for en kausal sammenhæng mellem vaccine og symptomer – og for at kvalificere det informerede samtykke i forbindelse med vaccinationen.
TV2 har lavet en dokumentarudsendelse om denne patientgruppe. Jeg har efter svære overvejelser indvilliget i at være med. Jeg er meget bevidst om, at diskussionen i første omgang vil kunne skabe mistillid til vaccinen, og at dette er dybt problematisk. Men – jeg mener ikke, at vi kan lukke øjnene for en voksende gruppe patienter i Danmark og resten af verden, der mistænker, at de er blevet alvorligt syge af vaccinen. Lad os tage diskussionen. Lad os få kigget på det. Den solidaritet, der ligger implicit i vores vaccinationsprogram (ønsket om gensidig beskyttelse igennem flokimmunitet), skal også rumme omsorg for de få, der oplever, at de er blevet alvorligt syge af vaccinerne.