Lægeansvar fejlagtigt omtalt

Lægeansvarsudvalget skriver ukommenteret i Ugeskr Læger 2007;169:256-7, »Lægen i arresten«, at en kollega blev frifundet for statsadvokatens sigtelse for overtrædelse af lægelovens § 18 (»Grovere eller gentagen forsømmelse eller skødesløshed i udøvelsen af sit kald straffes med bøde eller hæfte«). Forholdet angik endnu et metadonoverdoseringsdødsfald i en arrest.

Kollegaens ordination medførte, at der blev udleveret 140 (20+90+30) mg Metadon over ca. seks timer til en person, som var kollegaen ukendt mht. påstået metadonbehandling og opioidtilvænning.

Godt nok for kollegaen men for retssikkerheden beklageligt og for Lægeansvarsudvalget forkasteligt, at omtalte metadonordination omtales uden den kommentar, som ansvarsbevidste kollegaer kan anføre.

Kommentaren skal anføres, da andre kollegaer ved nyt metadondødsfald venteligt ikke hver gang vil blive frifundet efter at have ordineret »Metadon 30 mg ´ 3 + 30 mg p.n.« til en person, hvis påståede opioidtilvænning ikke i rimeligt omfang er dokumenteret!

Derfor min kritik af Lægeansvarsudvalget. Udvalget burde have omtalt, at gældende »Cirkulære af 13.1.2003 om ordination af afhængighedsskabende lægemidler« tilråder stor forsigtighed ved ordination af Metadon, bl.a. anføres: »Dødeligt forløbende forgiftning er beskrevet ved indgift af doser på 40 mg pr. døgn«. For rettens sagsbehandling beklageligt, at statsadvokaten tilsyneladende ikke har læst i omtalte og for tilfældet yderst relevante cirkulære.

Når udvalget omtaler, at den frifundne kollega i sit forsvar henviser til Lægemiddelkatalogets angivelser vedrørende metadondosering (»Afvænning af opioidafhængige. Individuelt, ofte 40 mg 3-4 gange dgl.«), ja, så burde udvalget have anført i dets kommentar, at doser i denne størrelsesorden vedrører længerevarende behandling af tilvænnede. Udvalget kunne da atter henvise til omtalte cirkulære.

Beklageligt fremstilles det også som en formildende faktor, at den pågældende læge ikke kunne få kontakt til påstået klinik, hvor indsatte angiveligt var i metadonbehandling. Hertil vil jeg anføre, at manglende mulighed for at skaffe oplysninger aldrig skal give adgang til at behandle en nok så ubehagelig, men ikke dødelig tilstand med potentielt dødelige doser medicin.

Som anført, godt nok for kollegaen at denne blev frifundet, men Lægeansvarsudvalget burde have benyttet lejligheden til at vejlede landets læger, specielt vagtlæger. Det er forhåbentlig ikke udvalget ubekendt, at der i de senere år har været flere dødsfald i arresthuse og fængsler pga. metadonoverdosering; flere af tilfældene har været omtalt i dagspressen.