Lægekonsulenternes rolle

- en replik til kontorchef Mikael L. Kristensens kroniksvar i Ugeskrift for Læger nr. 6

Selvfølgelig både ved og anerkender jeg, at det er Socialministeriets ret og pligt at sikre, at lovgivningen overholdes og at værne om retssikkerheden. Netop derfor er det magtpåliggende at forstå begrundelserne for ministeriets vejledninger. I denne forbindelse har jeg følgende problemer.

På hvilken måde er lægekonsulenterne i stand til at true retssikkerheden? Mit forståelsesproblem skyldes, at lægekonsulenterne ikke har formelle magtbeføjelser, og at den uformelle magt er stærkt begrænset, fordi kolleger i nævnene og Ankestyrelsen i forbindelse med en klage tager stilling til hvorvidt, de er enige eller uenige i den vurdering af de funktionelle konsekvenser af den kliniske sygdomsbeskrivelse, som foreligger fra den kommunale lægekonsulent.
Hvad er retsgrundlaget for at forbyde diagnostik i forbindelse med en undersøgende samtale? Jeg kan simpelthen ikke forstå, hvordan ministeriet når frem til, at det handler om manglende gyldighed af lægeloven og de »habilitetsregulerende« bestemmelser, der er omtalt i bekendtgørelsen til retssikkerhedslovens § 25.

Selv med den bedste vilje kan jeg ikke læse mig til, at Mikael L. Kristensen (MLK) overhovedet forholder sig til disse to problemstillinger. Det undrer mig derfor ikke, at MLK slet ikke har blik for, at ministeriets restriktive vejledninger forhindrer et frit og flydende tværfagligt samarbejde mellem socialfagligheden og den kliniske socialmedicin og at »forbudspolitikken« blot medfører, at der udveksles synspunkter i det skjulte. Til skade for retssikkerheden.

Med hensyn til de på alle niveauer følsomme diskrepanssager forudsætter en afklaring et tæt samarbejde mellem den socialmedicinsk kyndige lægekonsulent og sagsbehandleren. Der er ingen hjælp at hente fra de forvaltningseksterne lægelige specialer, som nøjes med at konstatere problemets tilstedeværelse. Kort fortalt består den kliniske udfordring i, at man meget vel kan udvikle en diskrepanstilstand uden at være hverken psykisk syg eller personlighedsforstyrret. Det er nødvendigt med en bred beskrivelse og vurdering af den sociale og eksistentielle situation og herunder at inddrage mulighederne for pensions- og erstatningsydelser. Meget tyder på, at hverken politikerne eller Socialministeriet ønsker, at lægekonsulenterne og de sociale medarbejdere forholder sig til diskrepansproblemer med en faglighed, der rækker udover det konstaterende plan. Nuvel, det må forvaltningerne så lære at leve med, selvom det kan forekomme paradoksalt i en tid, hvor udmeldingerne ellers går på at opretholde arbejdsmarkedstilknytningen, hvis det overhovedet kan lade sig gøre.

SVAR: