Lægen fik ikke opbakning

I Ugeskriftet nr. 41 den 7. okt. 2002, side 4834 står der en reportage med titlen »Den nazistiske nyresten«. Denne omhandler en nazistisk patient, der ankommer til Amtssygehuset i Gentofte på skadestuen angiveligt med nyrestensproblemer. Patienten blev set af en forvagt af iransk afstamning. Patienten afviste lægen, da han anså lægen for et dyr og ikke ville behandles af vedkommende. Bagvagten tilkaldtes og efter kontakt til den lægelige vicedirektør, blev han påbudt at tilse patienten.

Argumentationen for måden, man handlede på i denne situation, står på side 4835, anden paragraf:

»Enhver patient, uanset politisk eller anden holdningsmæssig observans skal undersøges hvis der foreligger et akut behandlingsbehov, også hvis patienten af en eller anden grund ikke ønsker forvagten eller anden læge. Bagvagten skal i yderste konsekvens tilkaldes fra hjemmet. Det fremgår af lægelovens § 7 og af § 8 i de etiske regler for læger« . Altså: § 7 og § 8 i etiske regler for læger er brugt som hjemmel for måden man taklede situationen på den dag.

Dette holder ikke af forskellige grunde. Først og fremmest har der været tvivl om, hvorvidt der var tale om et akut behandlingsbehov. Det er nu sådan, at de fleste rigtig akut syge patienter er så påvirket af deres tilstand, at de ikke formår at tænke på lægevalg. På den anden side handler historien om smerter, formentlig forårsaget af nyresten (ikke diagnosticeret), og smerter er som bekendt noget subjektivt. Det bliver heller ikke mindre mistænkeligt, når smerterne kun skulle behandles med Morfin, som i tilfælde af udleverings benægtelse, sagtens kunne skaffes af »vennerne«.

Lad os nu kigge på de to ovennævnte paragraffer

§ 7. Samarbejde med lægfolk. En læge, der træder i samarbejde med lægfolk, som tager syge i kur, påtager sig personligt ansvaret for forsvarlig diagnostik og behandling.

Nærværende bestemmelser gælder også for lægers deltagelse i forskningsprojekter, som tjener til videnskabeligt at vurdere diagnose- og behandlingsmetoder, der anvendes af lægfolk.

§ 8. Handlepligt/hjælpepligt. Tilkaldes en læge til en syg, og må det efter det oplyste antages, at hurtig lægehjælp er påtrængende nødvendig, skal lægen yde hjælp snarest muligt.

I tilfælde, hvor det er sikkert, at hjælp vil blive ydet af en anden læge, og i tilfælde, hvor det viser sig, at der ikke foreligger behov for akut lægehjælp, fritages lægen dog for hjælpepligten.

Som det tydeligt fremgår, har § 7 intet med denne sag at gøre. § 8 er anvendt i sagen, men nok kun efter en misforståelse og en mistolkning af paragraffen, som er en omformulering af de internationale regler for lægeetikken som siger:

»En læge har en humanitær forpligtelse til at yde hjælp i nødsituationer, medmindre lægen har sikret sig, at andre er villige til og i stand til at yde en sådan hjælp«. Denne paragraf omhandler også klart andre situationer end den omtalte. Hvis det imod al sandsynlighed antages at være tilfældet, har lægen også tilbudt sin hjælp, og det var patienten, der nægtede at modtage den. Tænk kun på, hvilken konsekvens det vil have, hvis vores nazistiske patient, nægtede at stige op i en bus, fordi chaufføren var et »dyr«. Ja nemlig, han skulle nok bruge benene som transportmiddel. Eller lad os vende og dreje på historiens personer, hvor en udlænding kommer ind på skadestuen med smerter og nægter behandling af lyshårede danske læger! Hvordan mon Gentoftes sygehusledelse vil reagere? Eller hvad så, hvis både for- og bagvagten var af etniske baggrund (hvilket ikke så sjældent sker)?

I Danmark har patienterne ret til frit sygehusvalg, men lægerne på sygehuset er ikke til at vælge imellem. Jeg har svært ved at tro, at denne sag skulle være ene-stående, og der er sikkert sket lignende hændelser hist og her på forskellige sygehuse. Tværtimod mener jeg at det er en principsag og burde behandles som sådan en. Selvom den omtalte læge valgte ikke at gå videre med sagen, bør Lægeforeningen følge sagen op .