Lægen fra Chaussy

Vi mødes af landsbylægen Jean-Pierre Werner spillet af Francois Cluzet (kendt som tetraplegisk rigmand i »De urørlige«). Åbentlyst uvant for Jean-PIerre sidder han som patient over for sin ven og kollega og modtager fraværende diagnosen hjernetumor, mens han som hypnotiseret stirrer på kaffepletten på kollegaens kittel. I kølvandet på diagnosen giver kollegaen råd og formaninger om at skære ned på arbejdspresset, hvilket ikke appelerer til patienten, og allerede samme dag vender

Jean-Pierre tilbage til et mere end fyldt venteværelse. Hans velmenende kollega kender sin patient og dennes ubønhørlige arbejdsiver og sender derfor uopfordret og uden Jean-Pierres vidende en nyuddannet kvindelig læge Nathalie (spillet af Marianne Denicourt) til aflastning og med henblik på senere afløsning af landsbylægen.

Den stolte og egenrådige landsbylæge er selvsagt ikke tilfreds med at blive kigget i kortene, omend han modvilligt accepterer hendes tilstedeværelse. Ganske hurtigt står det klart, at han ikke giver meget for nymodens teknologi og ikke mindst Nathalies næsten mekaniske spørgeteknik. Jean-Pierre holder sin sygdom for sig selv, men som han svækkes bliver Nathalie mere alene om opgaverne, og da den gamle monsieur Sorlin bliver akut dårlig, når deres faglige konflikt et højdepunkt. Nathalie indlægger ham, trods formaninger fra Jean-Pierre, for at afklare en eventuel blodprop. Jean-Pierre har i årevis efter patientens ønske forsøgt at holde ham ude af hospitalet, og dermed efter hans mening forhindret ham i at ende konfus og sengeliggende. Lægerne bruger timer på at få ham sendt hjem, da de alligevel ikke har tilbud til en så svækket gamling. I vrede afskediger Jean-Pierre Nathalie, men adskillelsen varer kort, da han snart får brug for hendes akutmedicinske færdigheder.

Cluzet og Denicourt leverer filmen igennem overbevisende og ikke mindst charmerende præstationer. Dog savner man til tider nuancering af deres personligheder. Der er ligeledes flere oplagte dramaer hos patienterne, som kun overfladisk berøres. Liltis leverer ikke et højspændt drama, men en fin og yderst sympatisk skildring af de to hovedpersoner og deres skærmydsler som translatører mellem sygdom og sundhedsvæsen. Jean-Pierre har den fordel (eller ulempe) at opleve sundhedsvæsenet fra læge- og patientsiden på samme tid, dette bringer lægerollen op til overvejelser, som vi både som læge og patient kan lade os inspirere af. Absolut seværdig. À