Skip to main content

Lægen, patienten og kroppen - eller én måde, hvorpå patientens oplevelse og lægens viden mødes i et fælles udgangspunkt

Helena Galina Nielsen, alment praktiserende læge, København. E-mail: galina@dadlnet.dk

1. nov. 2005
2 min.

»The doctor, the patient and the body«, var titlen på det foredrag, Carl Edvard Rudebeck gav ved den 11. internationale Balintkongres i Oxford i 1998.

Kropslig empati

De fleste kender, at de har forstået deres patienter bedre, hvis de selv har oplevet de samme symptomer. At have haft tandpine. Angina pectoris. Forvredet et knæ. Astmatisk vejrtrækning. Når vi møder patienter, der kommer med de symptomer, vi kender godt fra os selv, kan vi i de fleste tilfælde hurtigt sætte os i deres sted. Rudebeck har forsket i, hvordan patientmøder i klinikken kan forstås ud fra en kropslig referenceramme, der deles af læge og patient. Lægen deler de samme kropslige eksistentielle betingelser med sine patienter, vi er sårbare og dødelige, og vore erfaringer, vi får fra vore sanser, bevægeapparat og indre organer, kan forstås i en almen kontekst. Hvis lægen er bevidst om det, kan han være i stand til at bruge sin kropslige empati. Empati, det at kunne sætte sig i et andet menneskes sted, er tidligere mest blevet forstået i forhold til følelser. Rudebeck udvider begrebet med kropslig empati som et begreb, hvor det især er de kropslige fænomener, vi bliver i stand til at forstå - i kraft af selv at kunne opleve disse. Nogle bruger uden tvivl intuitivt kropslig empati, det er en del af en tavs viden. Men ofte er vi mest uddannet i en intellektualiserende og distancerende tilgang, hvilket kan forstyrre et godt møde med vore patienter.

Balintgruppen

I en balintgruppe skabes der gode rammer for at hjælpe hinanden til at være lydhør over for følelser, tanker og fantasier. Man kan f.eks. i gruppen tale om, hvordan følelser udtrykker sig i kroppen. Ligeledes kan man ifølge Rudebeck tale om sine andre kropslige reaktioner, som svarer til patienternes symptompræsentationer. Rudebeck foreslår, at man inddrager kropslig empati i balintgrupperne, således at lægerne opmuntres til at erkende og udvikle bedre forståelse for patienternes symptomer.

Balintseminar

Rudebeck kommer til det næste Balintseminar, der finder sted den 31. oktober 2003. I en vekslen mellem teori og praktiske øvelser i små og store grupper skal vi træne bevidstheden om vore kropslige reaktioner, og hvordan vi kan bruge det i mødet med vore patienter. Seminaret arrangeres af Det Danske Balintselskab. Det er primært for praktiserende læger, men åbent for alle interesserede. Deltagerantallet er 24, hvorfor man tilrådes at melde sig snarest og senest den 1. september 2003 ved henvendelse til undertegnede.