Læger på plejecentrene - hvordan?

I temanummeret, Ugeskrift for Læger 6/2015, om plejehjem skriver Bjarne Hastrup fra Ældre Sagen i sin leder [1], at efter afskaffelsen af plejehjemslægerne er de ældre blevet lægeløse, og at de praktiserende læger har mistet følingen med de ældre, da de for sjældent ser dem. I samme åndedrag bør dog nævnes, at der politisk ikke blev taget hånd om den radikale ændring, der skete i samarbejdet efter afskaffelsen af plejehjemslægerne. Hverken organisatorisk eller økonomisk.

Området har være politisk og økonomisk underprioriteret gennem knap 20 år. Den lægefaglige dækning har fungeret på trods af, at man, efter afskaffelsen af plejehjemslægen, forsømte at forholde sig til, hvordan organisationen under disse radikalt ændrede samarbejdsvilkår skulle fungere. Man tog ikke stilling til samarbejdet mellem plejecentrenes personale og de praktiserende, ligesom man økonomisk forsømte at skabe rammerne for samarbejdet.

Der er heldigvis øget politisk fokus og dermed også bedre økonomi – det giver mulighed for, at den lægefaglige dækning i højre grad kan sikres. Ja enig, lægerne skal ud på plejecentrene, men ikke uden den påkrævede organisatoriske modernisering vil dette kunne lade sig gøre. Lægeresurserne er knappe, og for at udnytte disse optimalt skal personalets og lægernes indsats koordineres.

At gå tilbage til en ordning, som ikke fungerede, og satse på en fastlæge som i SFI-projektet, løser ikke problemerne alene. Den væsentligste årsag er, at der ikke er læger nok til rekruttering af disse stillinger, men også at ordningen har sine svage sider pga. manglende sparring mellem flere læger og manglende valgmulighed for patienten.

Nytænkning på området – ja tak – og gerne i samspil med politikere, dansk patientsikkerhed, kommuner og de praktiserende læger, men det er ikke nok bare at proklamere, at nu skal lægerne ud på plejehjemmene. Der skal mere til.

Bjarne Hastrup siger først, at den praktiserende læge ikke er faglig kompetent til opgaven, og derefter, at de praktiserende læger skal se at komme i gang. Det forekommer noget selvmodsigende. Den hollandske plejehjemslæge er ikke geriater, men speciallæge i almen medicin, en subspecialiseret plejehjemslæge – måske noget, som kan bidrage med udviklingen herhjemme.

Efteruddannelse og fælles retningslinjer for læger og personale er vigtigt, så der kommer samspil af begge parters anstrengelser, men der skal også prioritere i personaleresurser.

Så inden vi lukker den årelange relation mellem den praktiserende læge og patienten ud med badevandet, mener jeg, at der skal en modernisering i samarbejdet – til glæde for patienterne –plejehjemslæger eller ej.