Læger, patienter og pressen

Uden at være personligt involveret i den verserende pressesag omhandlende Sygehus Viborg så har den givet anledning til forskellige refleksioner over nogle aspekter, som har betydning for alle os i lægegerningen.

Patienten (og måske især de pårørende)

Da jeg for godt 20 år siden startede i turnus, var den gennemgående holdning blandt de syge, at det var rart at få lægens hjælp. Hvis det gik godt, var man sin læge og sin skæbne taknemmelig, og hvis det ikke gik så godt, ja, så havde lægen i hvert fald gjort sit bedste, hvilket sikkert også var i orden.

Det har tilsyneladende ændret sig. Hvis man bliver alvorligt syg, så er det ikke sygdommen, som er det største problem. Det allervigtigste punkt er formentlig at undgå visse læger, og hvis det lykkes, vil alting gå godt. Samtidig er det naturligvis sådan, at hvis noget går galt, så er det formentlig lægens skyld.

Sådan er stemningen naturligvis og heldigvis ikke i det daglige arbejde, men tendensen synes klar nok.

Læger

Lægelig direktør Torben Mogensen (TM) og professor Henrik Kehlet (HK) udtalte sig i DR1-udsendelsen »Den Hvide Magt«.

TM omtalte det faktum, at »disse læger er jo ikke onde«, de er meget entusiastiske, men de overvurderer egne evner. Jeg tror, der er tale om samme fænomen, som når vi vurderer egne evner som bilister; hvor nemlig 95% vurderer, at de kører bedre end gennemsnittet. Det gælder i øvrigt hele landet, også i Københavnsområdet.

HK anførte, at når man skal gennemgå en så alvorlig og skelsættende begivenhed som en stor operation, så vil det være en ren bagatel at »rejse de 300 km til nogen, som virkelig kan dét der«. Det kan man dårligt være uenig i. Men i den sammenhæng er det da lidt interessant, at afstanden fra Viborg til f.eks. Århus kun er 70 km. Og i øvrigt er resultaterne i Viborg i orden.

Jeg ønsker ikke at kritisere TM og HK. Jeg tror, problemet er en svært selektiv klipning til udsendelsen. Og jeg tror ikke, at en slags dementi eller korrektion fra henholdsvis Mogensen og Kehlet ville få stor gennemslagskraft, selvom sandhedsværdien meget vel kunne være større.

Pressen

Sandhedssøgende journalistik synes at have trange kår. Det vigtigste er tilsyneladende at »komme på forsiden«, gerne med en katastrofe, så kan man altid få et godt dementi i morgen. Der er i hvert fald ikke megen forretning i at skaffe dementiet med det samme, for så har man jo nul historier i stedet for to. Og mon den forurettede part har nemt ved at komme til orde, hvilket kun kan ske gennem netop pressen?

Grundlæggende er jeg helt enig i, at vi altid vil have brug for en fri presse. Men med den store gennemslagskraft bør pressen også have sit grundlag i orden.

Dagen efter tv-udsendelsen kunne f.eks. karkirurgerne oplyse, at patienterne i ambulatoriet dén dag ikke ønskede sig opereret i Viborg. Hos urologerne var en 10-årig dreng i ambulatoriet til vurdering af phimosis; han var meget bekymret og sagde: »Jeg vil ikke dø ...«. Moderens bemærkning var: »Ja, han har jo også set fjernsyn«.

Journalisten må være klar over, at udsendelser kan have sådanne effekter, altså på felter som udsendelsen slet ikke omhandler? Er det en effekt han ønsker, eller er han bare ligeglad?