Skip to main content

Lægerne skal også med i sundhedsportalen

Paul Bundgaard, apoteker, formand for Danmarks Apotekerforening

1. nov. 2005
2 min.

Formanden for Lægeforeningen, Jesper Poulsen, undrer sig højlydt i lederen i Ugeskrift for Læger 30. juni 2003, nr. 27 over, at Apotekerforeningen har en plads i den offentlige sundhedsportals bestyrelse.

Vi glæder os over, at Sundhed.dk nu føres over i den offentlige portal. Og vi håber også, der bliver plads til Lægeforeningen. Det samme gælder i øvrigt for sygeplejerskerne, fysioterapeuterne og flere andre relevante faggruppe inden for sundhedsvæsenet.

Målet med en stor offentlig sundhedsportal må afgjort være at få alle de relevante faggruppers erfaringer og ekspertise koordineret. Det kan forbedre overblikket og kvaliteten i sundhedsvæsenet - til gavn for patienterne og for samfundsøkonomien. Så set med Apotekerforeningens øjne skal lægerne, sammen med andre kolleger i sundhedsvæsenet, være hjertelig velkommen til at bidrage til den offentlige sundhedsportal. Jo før jo bedre.

Til gengæld må det være på tide, at lægerne dropper den lettere indignerede tone over ikke allerede at deltage i portalarbejdet.

Det er da helt forståeligt, at de politiske initiativtagere, der har ansvaret for udviklingen af den offentlige sundhedsportal, begynder med at invitere de deltagere, der i forvejen har erfaringer med professionel sundhedsformidling via Internetportaler. Det har apotekerne - og vi bidrager gerne til det fremadrettede udviklingsarbejde i det offentlige regi. Men vi tror bestemt, det er en stor fordel for os alle - ikke mindst for patienterne - hvis lægernes organisationer også begynder at engagere sig aktivt og konstruktivt i udviklingen af et unikt virtuelt sundhedsvæsen til danskerne.

Det er der masser af sundhed og fremtid i!