Lægers brug af medier til kritik af fagkollegers virke

Læge Claus Manniche (CM) har nu gentagne gange i medierne, f.eks. i TV2 nyhederne og Weekendavisen (12. september 2008), fremført kritik af de rygbehandlende kirurgiske kolleger med en lang række påstande, som enten er uunderbyggede eller kun isolerede dele af foreliggende fakta. Jeg må som følge af dette opfordre CM til at sætte sig ind i de lægeetiske regler.

I medierne har CM fremført, at aktiviteten af kirurgi for ryglidelser er steget fra 5.000 til 10.000 på få år. Der er ikke refereret til, hvilken undersøgelse der ligger til grund for disse tal.

I forbindelse med specialeplanlægningen fra de videnskabelige selskaber er der hentet tal fra Landspatientregistret vedr. den rygkirurgiske aktivitet i Danmark fra 2004 til 2007. Antallet af stivgørende operationer i 2007 var lavere end rapporteret fra USA i 2001 og Sverige i 2004 [1-3].

Kirurgisk behandling af ryglidelser er øget alene pga. den teknologiske udvikling og de store landvindinger i diagnostiske og anæstesiologiske metoder. Dette er parallelt med udviklingen i andre lægelige specialer.

Kirurgi for ryglidelser udføres på mange indikationer. Såfremt CM studerer Landspatientregistertal, vil han ikke kunne konstatere, hvilken indikation der ligger bag ved den givne operationskode, idet operationskoden i mange tilfælde er den samme. Det er ikke relevant at udtale sig om aktivitetsstigning uden at medtage indikationen.

Umiddelbart må det tolkes således, at CM kritiserer den operative aktivitet for slidbetingede lidelser i rygsøjlen. Det er velkendt, at der kan være divergerende holdninger mellem forskellige lægelige specialer om, hvilken behandling der kan karakteriseres som den optimale. Det er beklageligt, at personlige holdninger, som her af CM, fremføres på en unuanceret og simplificerende måde uden hensyntagen til det store antal publicerede arbejder herom.

Evidensmæssigt er spørgsmålet i dag ikke, om lumbalfusionskirurgi er foreneligt med evidensbaseret medicin, idet spørgsmålet allerede er besvaret med ja i en population af selekterede patienter. Spørgsmålet er snarere, hvornår og hvordan vi skal operere, eller hvornår og hvordan vi skal rehabilitere [4, 5].

CM's fremfærd i medierne er ukollegial og frembringer helt unødig utryghed hos patienter, der er operativt behandlet for ryglidelser. Argumentation af denne art er simplificerende og underlødig og tager ikke hensyn til den store viden, der i dag er om kirurgiske behandlingsmetoder.

Det kan undre, at CM ikke bruger det faglige miljø til at fremføre sine synspunkter i, såfremt disse er divergerende fra de i de videnskabelige selskaber eksisterende opfattelser.

CM er ikke medlem af Dansk Rygkirurgisk Selskab, og han deltager ikke i selskabets eller de to moderselskabers videnskabelige møder. Jeg må kraftigt opfordre CM til at give fremmøde i de pågældende selskaber, fremføre sine synspunkter og komme i åben dialog med selskabernes medlemmer og fremlægge videnskabeligt begrundede konklusioner om indikationsstillinger for forskellige former for behandling.