Lægers tavshedspligt og unge diabetikere

Her i tidskriftet den 17. oktober blev under overskriften "Lægers tavshedspligt ved behandling af unge kan være et dilemma" [1] givet eksempel på en 16-årig ung mand med diabetes, som til sin læge fortalte, at han havde været temmelig fuld og spurgte, om det var farligt, og han bad lægen om ikke at sige det til moren.

Herefter opremsedes en mængde lovgivning og modsætningsfyldte retningslinjer i forhold til unge under 18 år, hvor personalet dels skal tage hensyn til den unges tarv, dels til forældremyndighedsansvaret.

Hvad er meningen med at skabe en konflikt, som personalet bør håndtere med sin sunde fornuft? Fortæller lægen om det til moren, vil det næppe få den unge til at droppe teenagelivet med fester og alkohol. Til gengæld risikerer lægen at miste den unges fortrolighed og tillid. Det kan som regel ses på unge og prøvesvar, om de lever et hårdt liv, som man bør underrette forældrene om, hvilket f.eks. kan ske ved, at man beder den unge om, at næste møde bliver sammen med en forælder, så det sker i åbenhed.

Som diabetiker siden mit femte år og de første 30 år tilknyttet Hvidøre Hospital, kom en sygeplejerske til mig, da jeg var 15-16 år og sagde: "Du ved godt, at du ikke bør drikke sammen med dine kammerater. Men jeg ved, at det gør du, så nu skal jeg fortælle dig, hvordan du bedst gør det i forhold til din sygdom". Det var i starten af 1970'erne, og jeg har aldrig glemt hendes ord og lærdom.

Det kan undre, at man på Hvidøre for omkring 45 år siden med pædagogik og sund fornuft var i stand til at hjælpe unge med teenageårenes udfordringer, som ingen undgår, og hvor man ved, at de unge på trods af sygdom er "udødelige" og indimellem lever livet som andre unge, selv om de er tudet ørene fulde af, "at det må de ikke". Mens artiklen tyder på, at man efterlyser klare retningslinjer for, hvornår lægen skal gøre hvad, så man slipper for at bruge sin sunde fornuft og tage ansvar. Det hjælper ikke de unge.