Lægeuddannelsen må gentænkes

Misforholdet mellem lægestudiet og den virkelige verden uden for universitetet kan ikke reddes med reformer. Det er tid at gøre tingene anderledes i stedet for bare bedre.

Lægeuddannelsen undergår i disse dage omfattende reformer. Ligesom med folke- og erhversskolerne forsøger man at forbedre den nuværende model. Imidlertid har vi glemt at forholde os til det mest grundlæggende problem; nemlig at den danske lægeuddannelse blev skabt i en tid, der er fundamentalt forskellig fra den, vi lever i idag.

Ken Robinson er englænder og professor i uddannelse. Han mener, at det moderne uddannelsessystem er formet af industrisamfundets idealer, og at disse i en moderne kontekst gør mere skade end gavn. Jeg vil argumentere for, at det også gælder lægeuddannelsen.

Lad mig give et par eksempler.

For det første er der tanken om linearitet. Studerende går ind i den ene ende, og læger ud af den anden, og alt derimellem foregår efter en nøje defineret og snorlige linje. Alle må igennem de samme ting i den samme rækkefølge, og man fortæller de studerende, hvad de skal lære, af hvem, hvor det skal foregå og hvordan.

Hvorfor er det sådan?

Medicinstuderende, ligesom alle andre mennesker, lever ikke deres liv lineært. De lærer ikke i det samme tempo, på den samme måde eller til den samme tid. Udgangspunktet for uddannelse bør ikke være systemet, men individet.

Et andet eksempel er bestræbelsen mod at lave et ensartet produkt. Man har en forudbestemt idé om, hvad en læge skal være og forsøger at drive de studerende til at blive det. Denne tilgang har muligvis været fornuftig i en tid, hvor man vidste, hvad en læge var. Sådan er det ikke i dag. Lægerollen har ændret sig og fortsætter med at ændre sig i et stadigt højere tempo.

Én ting kan jeg sige med sikkerhed: Nutidens læger skal ikke være ensartede og bør ikke formes efter et forældet lægeideal. I stedet for at foregive, at vi ved hvad der kræves af fremtidens læge, burde vi overveje, hvordan vi kan forberede de studerende på en meget omskiftelig og foranderlig fremtid. Første skridt kunne være at omfavne og respektere de studerendes forskelligheder.

Endelig er der forestillingen om at levere en uddannelse. Engang var langt størstedelen af lægevidenskaben samlet på ét sted, nemlig universitetet. Derfor måtte viden overføres unidirektionelt, og det gav mening at bede de studerende indrette sig herefter: Læring skulle foregå mellem klokken otte og klokken seksten, fra september til juni, i et klasselokale, med en lærer og i et på forhånd fastlagt pensum.

I dag er omstændighederne skiftet.

Viden er ikke længere svært tilgængelig, men allestedsnærværende. Universiteterne har ikke vidensmonopol, og læring kan foregå, hvor man vil, og hvornår man vil. Man kan frit vælge, om man vil lære fra en hjemmeside, en lærebog, et foredrag, en app eller noget helt femte. Hvis man ikke kan lide sin undervisning kan man finde gratis alternativer på internettet.

Den irske forfatter William B. Yeats sagde meget rammende, at »uddannelse ikke handler om at fylde tomme spande, men om at tænde bål«. Hvorfor bliver vi ved med at tænke på uddannelse som et produkt man kan købe eller hælde på?