Lægevidenskab og lægekunst

Det skaber uro i befolkningen, når vi opdager, at der er grænser for, hvad læger kan. Det oplever vi også i disse dage. Det kan forhåbentlig ændres, for sådan har det ikke altid været.

Tidligere vidste alle, at en del af livet har mennesker magt over, og en anden del ligger uden for det, vi kan styre og bestemme over.

Dengang havde patienter og pårørende stor tillid til lægen, for man var sikker på, at han gjorde sit arbejde så godt som muligt. Og lægen havde den tryghed i sit arbejde, at hvis han var omhyggelig, så kom der ingen klager.

Hvorfor er dette forhold mellem patient og læge i mange tilfælde forandret - til trods for at lægen kan gøre mere godt for patienten i dag, end han kunne tidligere?

En forklaring kan være, at tilliden til lægerne og den teknologiske udvikling tilsammen har påført lægestanden en almægtighed, som har tiltrukket en grænseløs efterspørgsel efter behandlingsmuligheder. Vi har fortrængt magtesløsheden og givet lægerne den opgave at sørge for, at den manglende realisme kan fungere.

Hvordan kan befolkningen holde til at opdage, at der er grænser for, hvad læger kan, uden at det går ud over tilliden til lægerne?

Et forslag er: Vi må hjælpe hinanden ind i en forståelse af en ny virkelighed, som i virkeligheden er gammel: Det realistiske forhold er, at noget i livet har vi magt over, og andet står vi magtesløse over for.

I denne virkelighed arbejder lægerne imidlertid på en særlig modig måde, som kommer os patienter til gode - og samtidig gør lægerne sårbare.

Læger nøjes nemlig ikke med kun at arbejde på det lægevidenskabelige grundlag, hvor magten kan begrundes, og alle beslutninger kan forklares. De anvender også erfaringen og dømmekraften og går helt derud, hvor kun lægekunsten kan bære, for at redde os patienter - og det skal der siges hjertelig tak for. Vi patienter ville være dårligt stillede, hvis vi skulle nøjes med det, som videnskaben alene kan bære, og lægerne kun forholdt sig til det, de har magt over.

For livet består for os alle også af områder, som vi ikke har magt over.

Lad os til gavn for både læger, patienter og pårørende erobre den realistiske virkelighed tilbage, så vi i livets storme kan være nådige mod hinanden - og os selv. For patientens tillid til lægen er det vigtigt, at hans brug af lægekunsten (det lægelige skøn) bliver bedømt på en anden måde, end hans brug af videnskaben.

For patienten og de pårørende kunne den genvundne realisme betyde, at det blev selvfølgeligt, at der er spørgsmål, vi ikke magter at svare på.